Og så stod du der og kiggede på mig. Forventede et svar jeg ikke kunne give dig. Du sagde det gjorde for ondt, og nu vil du ikke se mig mere. Jeg valgte min kærlighed frem for dig, du er såret, undskyld.

London calling.

Så så vi ikke hinanden sidste år. - Og det kunne jeg mærke.
Om du blot er en juletradition, og du fyldes med ligegyldige ting som shopping og glaskugler i ufattelige mængder, har du alligevel charmet dig ind på din helt egen måde gennem årene. Og jeg må indrømme, jeg savner dig faktisk. Når du din kolde november vind rusker i det danske hår, og endeløse grå gader med dit helt eget univers fører mig igennem endnu en London tur.
Vi ses igen til November, jeg glæder mig, søde søde London.

Der er sket meget siden sidst. Tak til alle de trofaste læsere, der stadig holder ved, selv når man er i sit helt eget poetiske blackout. Meget er sket siden sidst. Gymnasium, er bare en ting. Pandehår, noget helt andet (og meget vigtigere, hvis du spørger nogle). Jeg kan sige så meget, at jeg lover at få skrevet igen. - Det lover vi jo alle. Og, at det står på London tur til November. Jeg kom som nogle måske ved, ind på Medie+ linjen på Ørestad, - det jeg drømte om. Jeg håber jeg får fotograferet og filmet mere, - det har nemlig stået lidt stille på det sidste. Nåh ja, og så er man blevet Mac ejer. Dette gør selvfølgelig også, at det vil tage sin tid, før det vrimler ind med billeder på Before They Fade, men hvis du allerede har tjekket den ud, vil du kunne have set, at der allerede er kommet et par billeder. Disse er fra Toscana turen her i sommer, hvilket var en skøn ferie (som forventet, haha). Jeg er stadig forelsket, - stadig i den samme person, og han er stadig min. Så alt i alt, har jeg egentlig ikke noget at beklage mig over. Men lur mig ikke, om der skulle komme nogle få emo post engang imellem. Jeg mener, hvad har man dog blogs (og søde læsere!!!) til :)

Vi skrives,

xxo Fantino