Ohwell, det skulle jo ske.
Lave minuddannelse.dk-profilen.
Shit.
Faktummet, at de der har de gymnasier jeg skal søge ind på vil læse min profil og blandt andet derfra afgøre, om jeg skal ind eller ej..... Giver mig gåsehud.
Jeg brugte 3 timer på den. Endelig færdig. Men hvad nu? Profilbillede til?
Jeg loader. Fejl. Loader. Fejl.
Læser; billedet skal være på under 100 KB. JEG KAN IKKE LAVE BILLEDER PÅ UNDER 100 KB.
Smutter ud og bælder fem liter pepsi max om lidt. Dårlige nerver.
- så må Nordkraft-bogen vente.
tirsdag den 28. december 2010
onsdag den 22. december 2010
Glædelig Jul.
Ønsker alle, Gud og hvermand, en glædelig jul, i det jeg nu kender bedst.
Det som ikke ændrer sig, ligemeget om vi mister en på vejen.
Min kære elskede jul.
Gør mig en tjeneste, og ændr aldrig på vor dejlige jul. For det er ved Gud noget af det sidste vi rigtig har tilbage.
Glædelig jul.
mandag den 20. december 2010
Peberkagehus
I DIT IT
Nu lyder det måske lidt tamt, men jo, dette indlæg er om mit fantastiske (u)perfekte peberkagehus, jeg sidste fredag byggede med mine skønne veninder, til julehygge hjemme hos mig.
Jeg troede oprigtigt ALDRIG, at jeg nogensinde ville kunne bygge et, da det de sidste, - hvad? 5-6 år?? ALTID er gået heeelt galt.
Men i år skete det, - i år gik det godt! Det lykkedes! Det var ligefør en tåre løb ned af kinden, da det var færdigt. -Jeg var så stolt! Og hvor blev det også hyggeligt at se på!
Nu troner det frem i stuen blandt julenisser og julelys og viser alle og enhver, hvilket talentfuldt menneske der bor i dette hus.
Jeg er nu stolt.
torsdag den 16. december 2010
Fake it
Det gør ondt ligenu. Ondt indeni. du har bragt mig den smerte, fordi du selv har ondt. Jeg bragte dig den smerte.
Nu har vi begge ondt, - det går godt.
Jeg er målløs, jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg ved en tåre ikke hjælper, jeg ved et smil ikke ændrer. Hvad skal jeg sige? Hvorfor vil du ikke tale med mig?
Jeg er forvirret, kan ikke holde hovedet klart. Kan ikke engang skrive hvad jeg vil skrive, nu er det hele fucked.
Fake it, fuck it, smil og vær glad. I det mindste nu hvor det er jul. Fake it, fuck it.
Nu har vi begge ondt, - det går godt.
Jeg er målløs, jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg ved en tåre ikke hjælper, jeg ved et smil ikke ændrer. Hvad skal jeg sige? Hvorfor vil du ikke tale med mig?
Jeg er forvirret, kan ikke holde hovedet klart. Kan ikke engang skrive hvad jeg vil skrive, nu er det hele fucked.
Fake it, fuck it, smil og vær glad. I det mindste nu hvor det er jul. Fake it, fuck it.
søndag den 12. december 2010
We Had a Blast
Alt hvad vi gik igennem før koncerten var det værd. Og vi nåede det.
Selvom raseriet brusede og boblede i blodet på mig, nåede vi det. Og vi kom til at stå forrest. For forrest, det SKULLE vi! Og bare TANKEN om at det skulle ende som sidste gang, gjorde mig så frustreret. Så vred. Så gal!
Men vi nåede det, og jeg kom endda ind til scenen først.
At nogle svenskere så valgte at tage min plads mens jeg var ude i 5 sekunder for at sætte mit hår, vælge at ignorere da jeg sagde at jeg nu stod der, og derefter bagtale mig på svensk som om jeg ikke forstod en pløk af hvad de sagde, måtte jeg bare ignorere. - Også selvom det fik noget af raseriet frem igen.
Vi ventede, og vi ventede og vi ventede. Man kunne mærke det. Mærke det i maven, og på pulsen. Jeg følte mig som en beatlesfan i 60erne. Det tror jeg næsten vi alle gjorde. Vi hoppede og skreg, dansede på bedste 60er manér, og følte os frie til uskyldige toner af ungdommen som den burde være.
Energien til koncerten var fantastisk. Det er sjældendt folk hopper og danser. - Ihvertfald på denne måde. Jeg elsker the Drums. Og åh kære Gud, hvor ville jeg dog ønske de spillede mindst 50 flere koncerter her i Danmark! Kom tilbage! Jeg er ikke færdig endnu! Jeg vil have mere!
Se 'Don't Be a Jerk, Johnny' her
Jeg fik filmet et par af sangene. Tre af dem kan indtilvidere ses på min youtube, Greyshampoo (bedøm venligst ikke navnet, jeg ved det er forfærdeligt corny)
Bare at prøve at stå stille, og holde kameraet var næsten umuligt. Folk hoppede, dansede og skubbede til mig konstant. Men åh.. Hvor jeg dog savner det nu.
Selvom raseriet brusede og boblede i blodet på mig, nåede vi det. Og vi kom til at stå forrest. For forrest, det SKULLE vi! Og bare TANKEN om at det skulle ende som sidste gang, gjorde mig så frustreret. Så vred. Så gal!
Men vi nåede det, og jeg kom endda ind til scenen først.
At nogle svenskere så valgte at tage min plads mens jeg var ude i 5 sekunder for at sætte mit hår, vælge at ignorere da jeg sagde at jeg nu stod der, og derefter bagtale mig på svensk som om jeg ikke forstod en pløk af hvad de sagde, måtte jeg bare ignorere. - Også selvom det fik noget af raseriet frem igen.
Vi ventede, og vi ventede og vi ventede. Man kunne mærke det. Mærke det i maven, og på pulsen. Jeg følte mig som en beatlesfan i 60erne. Det tror jeg næsten vi alle gjorde. Vi hoppede og skreg, dansede på bedste 60er manér, og følte os frie til uskyldige toner af ungdommen som den burde være.
Energien til koncerten var fantastisk. Det er sjældendt folk hopper og danser. - Ihvertfald på denne måde. Jeg elsker the Drums. Og åh kære Gud, hvor ville jeg dog ønske de spillede mindst 50 flere koncerter her i Danmark! Kom tilbage! Jeg er ikke færdig endnu! Jeg vil have mere!
Se 'Don't Be a Jerk, Johnny' her
Jeg fik filmet et par af sangene. Tre af dem kan indtilvidere ses på min youtube, Greyshampoo (bedøm venligst ikke navnet, jeg ved det er forfærdeligt corny)
Bare at prøve at stå stille, og holde kameraet var næsten umuligt. Folk hoppede, dansede og skubbede til mig konstant. Men åh.. Hvor jeg dog savner det nu.
tirsdag den 7. december 2010
Røde Læber
Jeg har altid beundret røde læber og rød læbestift generelt.
Mens mange andre fandt det sensuelt, fandt jeg det (og findet det stadig) smukt og klassisk.
Da jeg var i Paris var der til min egen overraskelse reklamer for røde læbestifter, virkelig, alle vegne! Det var årets trend! Desuden så jeg både i byen ved Mouffetard (gade i inde Paris, kendt for at være fyldt med unge studerende, kinda like stræderne i KBH K) unge piger på min alder med røde læber...
Det åbnede mine øjne en hel del. Af en eller anden grund, havde jeg altid set det som helt umuligt for mig at købe en rød læbestift. Det var åbenbart alt for gammeldags. Men når man ser unge tjekkede parisiennes med pelsjakker og rød læbestift, er man ikke i tvivl. - Så vil man også have en.
Det er søndag, en af de sidste dage i Paris for mit vedkommende. Det regner. Meget. Faktisk, har jeg aldrig set så meget regn før. Gaderne er lyst op af fakkeltog. Demonstranter. Både skræmmende, og utrolig smukt.
Jeg går ind i Sephora. Aldrig har jeg set så mange forskellige røde læbestifer! De fandtes i alle nuancer, hvilket selvfølgelig gjorde det næsten umuligt at vælge.
Jeg stoppede en halv, og tænkte mig om.
Ligemeget hvad, ville en rød læbestift koste en formue. For det gjorde de alle. Men den skulle også være i god kvalitet. Det ville være min første 'rigtige' læbestift af god kvalitet. Hvad ville den lille Maria have valgt?
Svaret var egentlig let, så snart jeg havde tænkt mig om.
Jeg skal have en knaldrød. Den rødeste de havde. Rødere end rød. Den rødeste jeg kunne finde var fra Makeup For Ever. Aldrig har jeg set en så rød læbestift før. Når du putter den på læberne, er den næsten FOR rød. Men jeg elsker den.
Nu toner jeg den normalt ned med en lidt mørkere og mere skinnende rød læbestift både under og lidt ovenpå, hvilket giver en mere 'afslappet' rød. Men fy fannn, hvor jeg elsker at have røde læber!
Mens mange andre fandt det sensuelt, fandt jeg det (og findet det stadig) smukt og klassisk.
Da jeg var i Paris var der til min egen overraskelse reklamer for røde læbestifter, virkelig, alle vegne! Det var årets trend! Desuden så jeg både i byen ved Mouffetard (gade i inde Paris, kendt for at være fyldt med unge studerende, kinda like stræderne i KBH K) unge piger på min alder med røde læber...
Det åbnede mine øjne en hel del. Af en eller anden grund, havde jeg altid set det som helt umuligt for mig at købe en rød læbestift. Det var åbenbart alt for gammeldags. Men når man ser unge tjekkede parisiennes med pelsjakker og rød læbestift, er man ikke i tvivl. - Så vil man også have en.
Det er søndag, en af de sidste dage i Paris for mit vedkommende. Det regner. Meget. Faktisk, har jeg aldrig set så meget regn før. Gaderne er lyst op af fakkeltog. Demonstranter. Både skræmmende, og utrolig smukt.
Jeg går ind i Sephora. Aldrig har jeg set så mange forskellige røde læbestifer! De fandtes i alle nuancer, hvilket selvfølgelig gjorde det næsten umuligt at vælge.
Jeg stoppede en halv, og tænkte mig om.
Ligemeget hvad, ville en rød læbestift koste en formue. For det gjorde de alle. Men den skulle også være i god kvalitet. Det ville være min første 'rigtige' læbestift af god kvalitet. Hvad ville den lille Maria have valgt?
Svaret var egentlig let, så snart jeg havde tænkt mig om.
Jeg skal have en knaldrød. Den rødeste de havde. Rødere end rød. Den rødeste jeg kunne finde var fra Makeup For Ever. Aldrig har jeg set en så rød læbestift før. Når du putter den på læberne, er den næsten FOR rød. Men jeg elsker den.
Nu toner jeg den normalt ned med en lidt mørkere og mere skinnende rød læbestift både under og lidt ovenpå, hvilket giver en mere 'afslappet' rød. Men fy fannn, hvor jeg elsker at have røde læber!
mandag den 6. december 2010
Min farmor
Jeg havde gjort mig parat på, at min farmor højst sandsynligt aldrig ville blive normal igen. Selv at hun døde i julen præcis som min morfar gjorde, var jeg også klar på.
Hun faldt og slog sig. Da hun røg på hospitalet, fandt de en masse andet der var galt med hende. Hun blev i sengen alt for længe. Hun var ikke klar i hovedet længere. Hun kunne ikke gå. Hun var som et barn. Min farmor. MIN farmor! Min 84-årige farmor. Min farmor, som tog i tivoli hver dag, som havde beundrere der var mindst 20 år yngre end hende, min farmor der stadig var sulten efter livet, min farmor der stadig gik op i hvordan hun så ud, den farmor, - min farmor, der kom i lyserødt jakkesæt og stor hat med tilhørende blomsterbrocher til min konfirmation og overstrålede alle de gråmus af andre bedstemødte på blot 67 år. Den farmor. Min farmor.
"Jeg besøgte hende idag, Maritjen*" Sagde min far i aftes. Jeg gør mig parat endnu engang. Nu var der sket noget. "Hun var helt klar i hovedet. Hun gik igen, - uden rollator. Hun er rask"
Min farmor.
Min fantastiske, farmor. Jeg elsker hende.
Hun faldt og slog sig. Da hun røg på hospitalet, fandt de en masse andet der var galt med hende. Hun blev i sengen alt for længe. Hun var ikke klar i hovedet længere. Hun kunne ikke gå. Hun var som et barn. Min farmor. MIN farmor! Min 84-årige farmor. Min farmor, som tog i tivoli hver dag, som havde beundrere der var mindst 20 år yngre end hende, min farmor der stadig var sulten efter livet, min farmor der stadig gik op i hvordan hun så ud, den farmor, - min farmor, der kom i lyserødt jakkesæt og stor hat med tilhørende blomsterbrocher til min konfirmation og overstrålede alle de gråmus af andre bedstemødte på blot 67 år. Den farmor. Min farmor.
"Jeg besøgte hende idag, Maritjen*" Sagde min far i aftes. Jeg gør mig parat endnu engang. Nu var der sket noget. "Hun var helt klar i hovedet. Hun gik igen, - uden rollator. Hun er rask"
Min farmor.
Min fantastiske, farmor. Jeg elsker hende.
søndag den 5. december 2010
Uncle Muffin
Uncle Muffin, min bedsteveninde, Anne Sofie,'s brors gamle band. Jeg kan tydeligt huske jeg lyttede til det, efter hun havde fortalt mig om det. Hvor gamle havde vi været der? Ikke særligt gamle. 4-5 klasse måske?
Jeg kan ihvertfald huske, at selvom jeg kendte mew dengang, var de en af de få bands der spillede noget musik hvor du straks tænkte "yes. Dét der, det er nice. Dét der, det lyder godt" og det gør det.
Nu har han jo fået et nyt band har jeg hørt, de skulle klare sig godt, - lykke til, til ham :)
Da Anne Sofie og jeg snakkede om det, kom jeg igen i tanke om det gamle. Og det fortjente en lytter. - Det har jeg ikke fortrudt.
Og nu, kære følgere, synes jeg, at I fortjener også at høre musikken.
Jeg kan især anbefale The Wreck.
Myspace.com/UncleMuffin
Nyt band: Ulige Numre
Jeg kan ihvertfald huske, at selvom jeg kendte mew dengang, var de en af de få bands der spillede noget musik hvor du straks tænkte "yes. Dét der, det er nice. Dét der, det lyder godt" og det gør det.
Nu har han jo fået et nyt band har jeg hørt, de skulle klare sig godt, - lykke til, til ham :)
Da Anne Sofie og jeg snakkede om det, kom jeg igen i tanke om det gamle. Og det fortjente en lytter. - Det har jeg ikke fortrudt.
Og nu, kære følgere, synes jeg, at I fortjener også at høre musikken.
Jeg kan især anbefale The Wreck.
Myspace.com/UncleMuffin
Nyt band: Ulige Numre
lørdag den 4. december 2010
Det jul, det oldshCOOLe
I år bliver der kørt julestemning som alle de andre år. I min familie tager vi julen, som sikkert mange andre, meget alvorligt. Det handler om tusinde og atter tusinde traditioner der skal velideholdes. I min familie kører vi på Disney julen, vi kører jul i 40-50erne med Frank Sinatra og Bing Crosby som baggrundsmusik, vi snakker gamle julefilm, gammel julemad, det store majestætiske juletræ med al dens glans, det gamle røde, guld og glitrende juledekoration, ild i pejsen og gran ved døren. Trods mine 15 år, hænger jeg stadig en rød julesok. Jeg må dog indrømme at jeg ikke er kommet i stemning endnu. Men bare rolig, den skal nok komme.
Fest i kirken
Folk væltede rundt, hoppede og skreg, jeg har ikke oplevet noget så sinddsygt i meget lang tid.
Men det var nice. Rigtig nice.
Festen døde, men levede op igen senere. Dog var folk ikke så væk som i starten senere, hvilket gav hele festen langt mere kontrol.
Stadig rigtig nice. Jeg har fået nye bekendtskaber, nye venner. Lucky for jer guys, fik jeg taget en masse billeder til festen. Nogle af de bedste kan ses i min anden blog.
Rock on.
tirsdag den 30. november 2010
søndag den 28. november 2010
Kærlighed.
"Det er ikke dig, men mig" kommentaren. Har personligty aldrig lyttet til den, men jeg kender den. Og nu har den cirklet omkring i mit tankespind i noget tid. "Men mig".
Jeg er blevet forskrækket. Jeg er for kedelig. For ja, jeg føler reglerne. Jeg giver dig et kys, jeg siger de ord du vil høre. Ikke fordi jeg føler dem, men fordi jeg ved, at det er sådan det burde være. Sådan som du ser det på film. Jeg mener det jo inderst inde ikke. Det eneste jeg kan lide ved dig vil jo altid være din ros. Ligemeget hvem du er. Jeg har behov for din accept, behov for dine søde ord som fortæller mig at alt nok skal blive okay, og at jeg er fin som jeg er. For jeg vil ikke kæmpe alene, men jeg vil heller ikke kæmpe med dig. Jeg vil kæmpe med dine tanker om mig. Men jeg vil aldrig føle noget for dig. Indtilvidere. Og nu venter jeg. Og prøver at passe på. Passe på, ikke at ryge ind i den onde cirkel igen. Det er så svært at komme ud igen, når man først har sagt ja. Så jeg venter. Jeg kan sagtens vente resten af livet, jeg er vant til at vente. Vente, selvom jeg ved det heller aldrig vil ske. Men jeg venter. Venter på du en dag dukker op. En jeg kan se i øjnene i timevis, en mit hjerte banker hurtigere for, og som jeg ikke kan få ud af tankerne. Og som føler det samme for mig. Husk på det sidste, for endnu et knust hjerte kan jeg ikke tåle.
Jeg er blevet forskrækket. Jeg er for kedelig. For ja, jeg føler reglerne. Jeg giver dig et kys, jeg siger de ord du vil høre. Ikke fordi jeg føler dem, men fordi jeg ved, at det er sådan det burde være. Sådan som du ser det på film. Jeg mener det jo inderst inde ikke. Det eneste jeg kan lide ved dig vil jo altid være din ros. Ligemeget hvem du er. Jeg har behov for din accept, behov for dine søde ord som fortæller mig at alt nok skal blive okay, og at jeg er fin som jeg er. For jeg vil ikke kæmpe alene, men jeg vil heller ikke kæmpe med dig. Jeg vil kæmpe med dine tanker om mig. Men jeg vil aldrig føle noget for dig. Indtilvidere. Og nu venter jeg. Og prøver at passe på. Passe på, ikke at ryge ind i den onde cirkel igen. Det er så svært at komme ud igen, når man først har sagt ja. Så jeg venter. Jeg kan sagtens vente resten af livet, jeg er vant til at vente. Vente, selvom jeg ved det heller aldrig vil ske. Men jeg venter. Venter på du en dag dukker op. En jeg kan se i øjnene i timevis, en mit hjerte banker hurtigere for, og som jeg ikke kan få ud af tankerne. Og som føler det samme for mig. Husk på det sidste, for endnu et knust hjerte kan jeg ikke tåle.
Mew
Det er noget tid siden jeg har haft det sådan her.
Jeg elsker mew, don't give me wrong.
Men det er noget tid siden. Noget tid siden, jeg har haft den her følelse. Den her følelse i maven. Et år, må det vel være. Et år præcist.
Jeg var helt chill til mew/kashmir i Odense. Jeg hørte endda ikke engang mew på vej derover. Ligenu sidder jeg med høj puls, mew i ørene og glæder mig som et lille barn.
Jeg ved koncerten bliver stor. Er du gal, operaen? Det er jo for sindssygt!
Jeg husker, Helena spurgte Jonas i radioen, om de ville spille noget af det gamle. "Måske" var hans svar. Hvis de gør... People, I swear, jeg ville blive noget så lykkelig. Bare tanken giver mig bogstaveligtalt gåsehud, og et sug i maven. Hvis de spillede wherever, og coffee break. 'Amen helt.... Er du helt... Jeg kan slet ikke... Det ville bare være så stort for mig.
Jeg elsker mew, don't give me wrong.
Men det er noget tid siden. Noget tid siden, jeg har haft den her følelse. Den her følelse i maven. Et år, må det vel være. Et år præcist.
Jeg var helt chill til mew/kashmir i Odense. Jeg hørte endda ikke engang mew på vej derover. Ligenu sidder jeg med høj puls, mew i ørene og glæder mig som et lille barn.
Jeg ved koncerten bliver stor. Er du gal, operaen? Det er jo for sindssygt!
Jeg husker, Helena spurgte Jonas i radioen, om de ville spille noget af det gamle. "Måske" var hans svar. Hvis de gør... People, I swear, jeg ville blive noget så lykkelig. Bare tanken giver mig bogstaveligtalt gåsehud, og et sug i maven. Hvis de spillede wherever, og coffee break. 'Amen helt.... Er du helt... Jeg kan slet ikke... Det ville bare være så stort for mig.
tirsdag den 23. november 2010
Dum.
Blondine dum er vel noget vi alle har hørt om og kender til.
Selvom jeg er født med knaldsort hår, og altid har været brunette har frygten for at lyde og virke dum haft al for stor indflydelse i mit liv.
Jeg kan særdeles bebrejde mine forældre for det, det er jeg ikke bange for at sige.
Selvom jeg ved mine forældre elsker mig, de kun vil mig det bedste og jeg elsker dem, har de en indstilling der i mine øjne er fuldkommen forkert.
De prøver at få mig til at yde det bedste. Altid yde mindst 10% mere. - Hvilket egentlig er fint nok.
Men hvis du kommer hjem med 14 ti-taller og 3 syv-taller, har jeg af en eller anden grund ikke forstået endnu, hvordan mine forældre kan begynde at skælde mig ud om mine 3 middelmådige karakterer, uden overhovedet at kommentere mine 14 fremragende.
Og nu sidder jeg så her, rystende med tåre i øjnene efter en elevplan hvor de sagde jeg måske ikke lavede mine lektier. "Men vi er nu ikke helt sikre" - klart I ikke er det, når I ikke tager mig. For I tager mig ikke længere.
Jeg sidder med armen oppe hele fransktimen, men må ikke tale. For de ved jeg kan, så hvorfor ikke bruge deres tid på nogle af de andre elever der har sværere ved det?
Og hvorfor tage mig og mine tusinde noter i samfundsfag, når der er en småflabet dreng der lader sig få ordet også selvom han ikke har hånden oppe?
De eneste gange lærerne kan se hvad jeg dur til, er når vi skal aflevere opgaver. Hvilket sker sjældent.
"Har du sjusket lidt Maria?" - nej. "Lytter du overhovedet efter i mine timer? Det ligner du bare sidder og tegner kruseduller" - Ja jeg gør. Og nej. Det er noter. Tak fordi du lagde mærke til det.
Jeg skal ikke være bange for at sige, at jeg fik fire i min sidste års terminsprøve i matematik. Jeg er ikke god til matematik, det indrømmer jeg gerne.
Men når jeg hører min veninde fortælle om, hvor stolt hendes mor var over hendes flotte karakter (også fire), havde jeg en knugende fornemmelse i maven. For mine forældres bebrejdende blikke og skuffende suk versus hendes moders opmuntrende ros, gjorde egentlig ret ondt på en eller anden måde.
Jeg gør alt for at gøre mine forældre stolte. Virkelig. Hvis mine forældre er stolte, er jeg selv stolt over mig selv og det arbejde jeg har gjort. Men når de ikke lægger mærke til et års slid, men kun fokuserer på det jeg i forvejen kæmper for at blive bedre til med bebrejdelse, føler jeg mig som en komplet fiasko.
Jeg ved ikke om det er fair eller ej. Jeg ville bare ønske de sagde hvor stolte de er af mig. - Noget, jeg ikke er nødt til at tvinge ud af dem i et skænderi.
Jeg ville ønske min mor roste min udtale i fransk. Jeg ville ønske min far roste mit sprog. Hvor meget tid jeg bruger på lektier, and the list goes on. Jeg ved der er mange der har det som mig. Men igen. Hvis bare... Hvis bare de ville rose mig, så jeg vidste jeg rent faktisk var noget, og bliver til noget. Jeg ville ønske min far ville støtte mig om drømmen om at arbejde indenfor medie. "....Hvad med jura eller en lægeuddannelse? Det vil du slet ikke??"
Måske er standarden i min klasse al for høj. Det skulle ikke undre mig. Men som en af de eneste i klassen der ikke får en vis form for 'belønning' når jeg kommer hjem med ros og gode karakterer, føler jeg mig alligevel snydt på en eller anden absurd måde. "Jeg får 300 kroner for hvert ti-tal jeg hiver med hjem" sagde en fra klassen idag. "Se, jeg fik 7 i biologi! Det betyder vi skal ud og spise på restaurant idag"
Se mig. Jeg får klassens bedste gennemsnit. Se mig, jeg går grædende i seng med skæld ud over et syvtal.
Selvom jeg er født med knaldsort hår, og altid har været brunette har frygten for at lyde og virke dum haft al for stor indflydelse i mit liv.
Jeg kan særdeles bebrejde mine forældre for det, det er jeg ikke bange for at sige.
Selvom jeg ved mine forældre elsker mig, de kun vil mig det bedste og jeg elsker dem, har de en indstilling der i mine øjne er fuldkommen forkert.
De prøver at få mig til at yde det bedste. Altid yde mindst 10% mere. - Hvilket egentlig er fint nok.
Men hvis du kommer hjem med 14 ti-taller og 3 syv-taller, har jeg af en eller anden grund ikke forstået endnu, hvordan mine forældre kan begynde at skælde mig ud om mine 3 middelmådige karakterer, uden overhovedet at kommentere mine 14 fremragende.
Og nu sidder jeg så her, rystende med tåre i øjnene efter en elevplan hvor de sagde jeg måske ikke lavede mine lektier. "Men vi er nu ikke helt sikre" - klart I ikke er det, når I ikke tager mig. For I tager mig ikke længere.
Jeg sidder med armen oppe hele fransktimen, men må ikke tale. For de ved jeg kan, så hvorfor ikke bruge deres tid på nogle af de andre elever der har sværere ved det?
Og hvorfor tage mig og mine tusinde noter i samfundsfag, når der er en småflabet dreng der lader sig få ordet også selvom han ikke har hånden oppe?
De eneste gange lærerne kan se hvad jeg dur til, er når vi skal aflevere opgaver. Hvilket sker sjældent.
"Har du sjusket lidt Maria?" - nej. "Lytter du overhovedet efter i mine timer? Det ligner du bare sidder og tegner kruseduller" - Ja jeg gør. Og nej. Det er noter. Tak fordi du lagde mærke til det.
Jeg skal ikke være bange for at sige, at jeg fik fire i min sidste års terminsprøve i matematik. Jeg er ikke god til matematik, det indrømmer jeg gerne.
Men når jeg hører min veninde fortælle om, hvor stolt hendes mor var over hendes flotte karakter (også fire), havde jeg en knugende fornemmelse i maven. For mine forældres bebrejdende blikke og skuffende suk versus hendes moders opmuntrende ros, gjorde egentlig ret ondt på en eller anden måde.
Jeg gør alt for at gøre mine forældre stolte. Virkelig. Hvis mine forældre er stolte, er jeg selv stolt over mig selv og det arbejde jeg har gjort. Men når de ikke lægger mærke til et års slid, men kun fokuserer på det jeg i forvejen kæmper for at blive bedre til med bebrejdelse, føler jeg mig som en komplet fiasko.
Jeg ved ikke om det er fair eller ej. Jeg ville bare ønske de sagde hvor stolte de er af mig. - Noget, jeg ikke er nødt til at tvinge ud af dem i et skænderi.
Jeg ville ønske min mor roste min udtale i fransk. Jeg ville ønske min far roste mit sprog. Hvor meget tid jeg bruger på lektier, and the list goes on. Jeg ved der er mange der har det som mig. Men igen. Hvis bare... Hvis bare de ville rose mig, så jeg vidste jeg rent faktisk var noget, og bliver til noget. Jeg ville ønske min far ville støtte mig om drømmen om at arbejde indenfor medie. "....Hvad med jura eller en lægeuddannelse? Det vil du slet ikke??"
Måske er standarden i min klasse al for høj. Det skulle ikke undre mig. Men som en af de eneste i klassen der ikke får en vis form for 'belønning' når jeg kommer hjem med ros og gode karakterer, føler jeg mig alligevel snydt på en eller anden absurd måde. "Jeg får 300 kroner for hvert ti-tal jeg hiver med hjem" sagde en fra klassen idag. "Se, jeg fik 7 i biologi! Det betyder vi skal ud og spise på restaurant idag"
Se mig. Jeg får klassens bedste gennemsnit. Se mig, jeg går grædende i seng med skæld ud over et syvtal.
søndag den 14. november 2010
De solbriller
Du har, som du elsker. De solbriller du ville ønske du kunne gå med, og det ville være helt okay. De solbriller du har lyst til at tabe 10 kg for, klippe håret kort, ANYTHING for, at de ville klæde dig. Men det gør de ikke. Ikke sådan rigtig. Og de er også FOR skøre. FOR wicked. For skøre og wicked for vores samfund. Men GOD hvor ville jeg ønske jeg kunne gå med dem. FOR JEG ELSKER DEMHoly MUSTACHE
22 læsere? Holy moly! Hvem er I mennesker?
Jeg må snart bruge en dag på at læse alle jeres fantastiske blogs og se hvilke skønner mennesker der følger med i mit liv og mine tanker.
Tak for at læse med,
Fantino xxx
Jeg må snart bruge en dag på at læse alle jeres fantastiske blogs og se hvilke skønner mennesker der følger med i mit liv og mine tanker.
Tak for at læse med,
Fantino xxx
Foto opgave
Lige blevet færdig med foto opgaven med en fremragende Ida.
De færdige billeder vil komme ud på min anden blog så snart som muligt, tjek dem ud der på:
Fantinopictures.blogspot.com
De færdige billeder vil komme ud på min anden blog så snart som muligt, tjek dem ud der på:
Fantinopictures.blogspot.com
tirsdag den 2. november 2010
Inspiration
Nogle gange mister man et talent. Jeg havde talent for at tegne. Jeg tegnede godt. Pissegodt af min alder, faktisk. Men nu kan jeg ikke længere. Nu gider jeg ikke længere. Eller, gad.
En dag så jeg en video på youtube. En ung kvinde, der laver små videoer med hendes egne animationer. Jeg blev helt forelsket i hendes tegnestil og univers. Og nu har jeg fået lysten til at tegne igen. Tak, Julia, tak.
Youtube.com/Juliapot
lørdag den 30. oktober 2010
OST - 'Jean de Florette'
Filmen kan ikke anbefales. Den syntes jeg faktisk var desideret kedelig. Men denne sang. Wow. Det gør helt ondt i maven når jeg hører den.
Sweet Sixteen
140 mennesker. BeProud (som jeg åbenbart var den eneste der vidste var en bøssebar). Druk. Druk. Musik. Fest.
Jeg havde ondt i maven i starten. Jeg var alene. Folk maste. Hvor var de andre? De fire jeg kom med? Vi var fem, nu var jeg alene. Ene. Mange piger var slutty (sorry). Folk omkring mig faldt på halen i fuldskab.
Og jeg var skingrende ædru. Så ædru jeg overhovedet kunne være. Mine fødder som burde bevæge sig og danse var tunge som sten. Jeg var tung som sten, og tanken om at komme hjem gjorde så ondt i maven, at jeg fik tåre i øjnene. "Nåh der er du!" bliver der råbt. Musikken er høj. Der var de andre. Og så gik det egentlig bare derudaf. 20 shots først. Vi deler alle fem. Bum. Ned med dem. Mums. Nu gik det hele bedre. Nu gik det hele meget bedre. Nu var det hele dejligt. Og jeg dansede. Fuld var jeg ikke. Påvirket, ja. Men ikke fuld. 10 mere. Og 10 mere igen senere. Jeg dansede hele natten. Det hele var alt for nice. Selvom jeg ikke kendte alle sange, selvom fyre ragede på en konstant, der blev skubbet, og bandet var det hele egentlig fucking nice. Der var så varmt. "Luft. LUFT" råbte en. Ud på gaden. Iskold luft. Kølet ned. Ind igen. Danse videre. Danse hele natten. Jeg tog afsted kl 4. Var først hjemme kl 5. Tag DSB for at køre hver halve time. Tak til mine fødder for at gøre så ondt som de gjorde. Men jeg overlevede. Jeg kom hjem, og de minder og venner jeg fik igår vil jeg altid huske tilbage på. Thank God jeg ikke tog hjem tidligt. Thank God.
Jeg havde ondt i maven i starten. Jeg var alene. Folk maste. Hvor var de andre? De fire jeg kom med? Vi var fem, nu var jeg alene. Ene. Mange piger var slutty (sorry). Folk omkring mig faldt på halen i fuldskab.
tirsdag den 26. oktober 2010
Paris
Var skønt. Som altid. Men af en eller anden grund virkede alting meget større. Og samtidig mindre. - Giver det mening? Pladser jeg altid havde husket som små hyggelige steder, var pludselig kæmpe områder fyldt med mennesker og trængsel. Steder jeg huskede som store og kaotiske var pludselig små. Det hele var meget.... Underligt.
Men jeg har oplevet meget fedt. Det har jeg. Deres byliv er helt fantastisk, - jeg kan ikke andet end at anbefale det. Hotellet var SÅ smukt, - hvis du så bort fra det manglende internet og TV.
Hvad jeg skal sige om DisneyLand er vel..... Tja. Tjo. Jeg er blevet for gammel. Eller også er det vejret der er blevet for koldt til mig. Jeg tror det var blandingen. Musik ALLE vegne, vente en time på hver forlystelse, og frost i luften. Jeg blev sur hele tiden. Og jeg skammer mig. For jeg ved jeg ødelagde det for min søster. Og det var de 4 dage HUN skulle nyde, - da jeg vidste det var dét hun så frem til, - ikke selve Paris.
Undskyld, Julie, undskyld.
Men jeg har oplevet meget fedt. Det har jeg. Deres byliv er helt fantastisk, - jeg kan ikke andet end at anbefale det. Hotellet var SÅ smukt, - hvis du så bort fra det manglende internet og TV.
Hvad jeg skal sige om DisneyLand er vel..... Tja. Tjo. Jeg er blevet for gammel. Eller også er det vejret der er blevet for koldt til mig. Jeg tror det var blandingen. Musik ALLE vegne, vente en time på hver forlystelse, og frost i luften. Jeg blev sur hele tiden. Og jeg skammer mig. For jeg ved jeg ødelagde det for min søster. Og det var de 4 dage HUN skulle nyde, - da jeg vidste det var dét hun så frem til, - ikke selve Paris.
Undskyld, Julie, undskyld.
onsdag den 13. oktober 2010
Jeg læser din blog.
Mess.
Had.
Had.
Had.
No wonder han forlod dig, du er forfærdelig. Og jeg troede vi var venner. Åbenbart ikke. Ikke sådan som du behandler mig. Tag dig sammen; man behandler ikke andre lortet fordi man selv har det lortet. Det ved Gud og hvermand. - Men hvorfor føler jeg så så tit at jeg er den eneste der følger den regel?
Jeg har ikke gjort dig en skid, det er din svans af en ekskæreste der forlod dig, da han så dit sande jeg. Åbenbart.
Hold dog op, du kan ødelægge min dag. Men det er jo også det du er ude efter. Bitchfights, det kan du lide. Det vidste jeg godt i forvejen. Du elsker det. Ligesom min gamle veninde. Du elsker at blive hadet, du elsker at hade. Du elsker reaktionen, når du gør uskyldige ondt. Nu var det så min tur. Synes jeg ærgeligtalt ikke jeg havde fortjent.
Igen, tag dig sammen. Kom dog over ham. Så fantastisk var han heller ikke. Tag dig sammen. Behandl andre ordentligt. Med respekt. Tag dig sammen. Før du mister alle dine venner.
Mess.
Had.
Had.
Had.
No wonder han forlod dig, du er forfærdelig. Og jeg troede vi var venner. Åbenbart ikke. Ikke sådan som du behandler mig. Tag dig sammen; man behandler ikke andre lortet fordi man selv har det lortet. Det ved Gud og hvermand. - Men hvorfor føler jeg så så tit at jeg er den eneste der følger den regel?
Jeg har ikke gjort dig en skid, det er din svans af en ekskæreste der forlod dig, da han så dit sande jeg. Åbenbart.
Hold dog op, du kan ødelægge min dag. Men det er jo også det du er ude efter. Bitchfights, det kan du lide. Det vidste jeg godt i forvejen. Du elsker det. Ligesom min gamle veninde. Du elsker at blive hadet, du elsker at hade. Du elsker reaktionen, når du gør uskyldige ondt. Nu var det så min tur. Synes jeg ærgeligtalt ikke jeg havde fortjent.
Igen, tag dig sammen. Kom dog over ham. Så fantastisk var han heller ikke. Tag dig sammen. Behandl andre ordentligt. Med respekt. Tag dig sammen. Før du mister alle dine venner.
Fuldført.
"Jeg kommer med idag!" - min dag er reddet.
Anne Sofie tager med til frisøren, ergo, jeg skal ikke alene derover.
Smerten frygtede jeg en smule. Og at det blev grimt.
Jeg spiste ikke morgenmad.
Over til frisøren. Hvor blev smerten af? Ingenting.
Hår på, færdig.
BAM.
Jeg er tilfreds. Meget. Og jeg føler mig noget så piget. Så... feminim. Det har jeg savnet. Jeg er glad nu.
:)
mandag den 11. oktober 2010
November 2009
...Savner jeg.
Hvorfor, ved jeg nu egentlig ikke rigtig. Eller.. Måske lidt.
Trods kulden og de alt for kolde sko, var der noget ved den november.
Jeg blev tætte venner med Helena. Virkelig tætte. Vi var begge uskyldige, glade, og en smule uintelligente (jeg ska ikke være den første til at indrømme det).
Mew koncerten var det eneste jeg tænkte på. Jeg talte ned uger, dage, timer og minutter med hende, over sms hver dag. Hun var konstant syg, skrev til mig og reddede mig fra EAT. Jeg var glad hele måneden. Der var ingen nedture. Jeg oplevede Mew koncerten, - den mest fantastiske koncert JEG har været til.
Der er sket så meget siden. Så meget.
Hvorfor, ved jeg nu egentlig ikke rigtig. Eller.. Måske lidt.
Trods kulden og de alt for kolde sko, var der noget ved den november.
Jeg blev tætte venner med Helena. Virkelig tætte. Vi var begge uskyldige, glade, og en smule uintelligente (jeg ska ikke være den første til at indrømme det).
Mew koncerten var det eneste jeg tænkte på. Jeg talte ned uger, dage, timer og minutter med hende, over sms hver dag. Hun var konstant syg, skrev til mig og reddede mig fra EAT. Jeg var glad hele måneden. Der var ingen nedture. Jeg oplevede Mew koncerten, - den mest fantastiske koncert JEG har været til.
Der er sket så meget siden. Så meget.
Første gang jeg har været til en frisør der roste mine slidte spidser. "Det er bare super! Bliv ved med det" Paf. Was? Er jeg gået glip af noget? "Øh bøh" før jeg fremstammet. Flot, ja.
"Så 'blender' dit hår sig langt bedre ind med dine extensions" åh på den måde. Tsk, kunne hun da bare have sagt. Tsk, tsk, tsk.
"Vi kan klippe dig på onsdag" "..." "Altså hvis du har tid" Jeg troede det var idag. Åbenbart ikke. Bare før Paris, før Paris, før Paris. "Det passer mig fint" "Og det ville blive.... 4.000 kroner, - du sparer en tusse pga den korte varsel" Av siger min konto. Av, av, av.
"Vi giver et bidrag" sagde min far igår. Jeg tror han havde forestillet sig, at det kostede allà 500 kroner. Er han klar på at give 1.500? I hope so.
"Så 'blender' dit hår sig langt bedre ind med dine extensions" åh på den måde. Tsk, kunne hun da bare have sagt. Tsk, tsk, tsk.
"Vi kan klippe dig på onsdag" "..." "Altså hvis du har tid" Jeg troede det var idag. Åbenbart ikke. Bare før Paris, før Paris, før Paris. "Det passer mig fint" "Og det ville blive.... 4.000 kroner, - du sparer en tusse pga den korte varsel" Av siger min konto. Av, av, av.
"Vi giver et bidrag" sagde min far igår. Jeg tror han havde forestillet sig, at det kostede allà 500 kroner. Er han klar på at give 1.500? I hope so.
søndag den 10. oktober 2010
A Hairy Problem
Imorgen skal der for første gang i snart 3 år ske noget nyt med mit hår. Eller.. Nyt og nyt, det skal gøres længere. 'Længere?' you ask, - så kan man kun bruge en ting. Ja. Extensions. Jeg skal have extensions. For første gang.
Det er eneste jeg frygter er én ting:
Folk tror jeg efteraber. Gud hvor lød det egentlig barnligt og småkikset. Men sådan ligger landet. For hvis folk i klassen tror jeg efteraber Laura (med de smukke extensions) så... Ja. Det skal bare ikke ske.
Og så, - okay det bliver så to ting, at det bliver grimt. Selvfølgelig. Jeg tror VIRKELIG ikke jeg kan overskue en dårlig haircut en gang til. Sidste gang ødelagde det mig helt. Virkelig. Lang historie, noget vi slet ikke bør tale om. Men ih, nu kan jeg slet ikke lade være;
Men det med udseende betyder egentlig meget for mig. Desværre. Ihvertfald mit eget. "Ih du er altid så fin, Maria" sagde Sarah i fysik da jeg ordnede min makeup. "Du kommer aldrig i skole morgengrim uden makeup og morgenhår. Du har altid pæn og opfrisket makeup, og sat hår". Det passer egentlig. - Ikke for at lyde egoistisk, men det passer. Jeg KAN ikke gå i skole i jogginbukser og uden makeup. Det kan jeg bare ikke. Jeg kan ikke se dig i øjnene om morgenen uden makeup og morgenhår. Hvorfor? Fordi jeg mangler selvtillid. Og fordi jeg lever på en løgn. Når folk tror jeg har det sjovt, - så har jeg det sjovt. Også selvom smilet er plantet på mod vilje, og det gør helt ondt indeni. Men hvis du tror jeg har det sjovt, - så får jeg det straks sjovt. Og når jeg har makeup på er jeg mig. Maria med de skæve tænder. Maria med det grimme morgenhår. Maria med den urene hud, og Maria med det kiksede tøj vil jeg ikke kendes til. Den rigtige Maria (desværre..) kender jeg ikke længere. Når jeg er hende føler jeg mig utilpas. Hvor er det egentlig trist.
Da jeg blev klippet korthåret (ved en fejl) ændrede en masse ting for mig. Hvilket... egentlig ikke burde være sket. For hey, 'det er jo bare hår'. 'Det er jo bare hår'. - Sandt. Men det gjalt desværre ikke her. Jeg gik fra pigen med det lange hår, til pigen med den korte page. Jeg var ikke en pige længere. - I mine øjne. Jeg var ikke en af pigerne. Men samtidig, var jeg heller ikke en dreng. Jeg var... Ingenting. "Mathilde har fået de nye sko, ih hvor er de pæne!". Pigerne samles og beundrer bronze skoene. Dem Laura S også havde. Flotte, det var de. Og smarte når man tænkte på, at vi gik i 6. Alle pigerne gik derover. Jeg blev. Selvfølgelig.
Pigerne gik derover. Pigerne. Det gjorde så ondt i maven. Jeg følte, at jeg ikke kunne tillade mig at gå derover. At de andre piger, - som var mine venner. Eneste venner dengang, ville kigge underligt på mig og tænke "hvorfor er hun her? Hvorfor deltager hun i pige-snakken?" Noget jeg jo nu VED at de ikke ville have taget. Men når du får frastjålet din feminitet er det hele ikke så let. Frem med store sorte T-shirts. Løse. Alle sammen. Op med hætten for at skjule håret. "Emo" blev det dækket som. Var det nu DET jeg skulle følge? Jeg var blevet klippet for at blive mere piget. Men istedet var jeg røget ned i mediernes onde cirkel. "er du deprimeret er du emo. Er du emo, skærer du i dig selv. Skærer du i dig selv begår du selvmord". Det var jo det de sagde. Alle sammen. I TV'et, på internettet, i teenage bøger, i sangene og alle de andre. Sagen var jo så bare den, at jeg ikke var emo. Jeg var bare så pisseked af det, og følte mig noget så malplaceret. Mere malplaceret end nogensinde før. Mere end alt det med Frankrig. Jeg var for ung og uerfaren til at kunne stille spørgsmål ved mit eget køn, eksistens og seksualitet. Ting jeg ved nu. Er... Jeg da ret så sikker på. for hey, jeg er en pige, jeg er til for at elske, blive elsket og formere mig så vores race overlever, og jeg er straight. Sådan. Men som 12-årig er det ikke så let. I guess. Det hele ordnede sig. ....Lidt mere, da jeg valgte at blive "failscene/kiddie". Den dag der var det store loppemarked. Jeg havde fået huller i ørene, de glimtrede. Jeg havde en hvid TÆTsiddede trøje på. Hvid. Pæn. Jeg havde lyserøde spænder i håret, og følte mig piget. Og smart. "Smart som en 20-årig" tænkte jeg dengang. Jamen kære lille ven dog. De 2½ år med tupering og endeløse diskussioner med min mor, de 2½ år med "jeg tager ikke i skole, jeg har en dårlig hårdag" og de 2½ år med ånssvage vaske-hår-skemaer er ovre nu.
Nu kender jeg mit hår. Løst OG sat op. Sat op er nu lagt på hylden. Men nu skal jeg lære det hele én gang til. Når det er blevet klippet. Kryds fingre for mig, læsere. Kryds fingre for mig.
Det er eneste jeg frygter er én ting:
Folk tror jeg efteraber. Gud hvor lød det egentlig barnligt og småkikset. Men sådan ligger landet. For hvis folk i klassen tror jeg efteraber Laura (med de smukke extensions) så... Ja. Det skal bare ikke ske.
Og så, - okay det bliver så to ting, at det bliver grimt. Selvfølgelig. Jeg tror VIRKELIG ikke jeg kan overskue en dårlig haircut en gang til. Sidste gang ødelagde det mig helt. Virkelig. Lang historie, noget vi slet ikke bør tale om. Men ih, nu kan jeg slet ikke lade være;
Men det med udseende betyder egentlig meget for mig. Desværre. Ihvertfald mit eget. "Ih du er altid så fin, Maria" sagde Sarah i fysik da jeg ordnede min makeup. "Du kommer aldrig i skole morgengrim uden makeup og morgenhår. Du har altid pæn og opfrisket makeup, og sat hår". Det passer egentlig. - Ikke for at lyde egoistisk, men det passer. Jeg KAN ikke gå i skole i jogginbukser og uden makeup. Det kan jeg bare ikke. Jeg kan ikke se dig i øjnene om morgenen uden makeup og morgenhår. Hvorfor? Fordi jeg mangler selvtillid. Og fordi jeg lever på en løgn. Når folk tror jeg har det sjovt, - så har jeg det sjovt. Også selvom smilet er plantet på mod vilje, og det gør helt ondt indeni. Men hvis du tror jeg har det sjovt, - så får jeg det straks sjovt. Og når jeg har makeup på er jeg mig. Maria med de skæve tænder. Maria med det grimme morgenhår. Maria med den urene hud, og Maria med det kiksede tøj vil jeg ikke kendes til. Den rigtige Maria (desværre..) kender jeg ikke længere. Når jeg er hende føler jeg mig utilpas. Hvor er det egentlig trist.
Da jeg blev klippet korthåret (ved en fejl) ændrede en masse ting for mig. Hvilket... egentlig ikke burde være sket. For hey, 'det er jo bare hår'. 'Det er jo bare hår'. - Sandt. Men det gjalt desværre ikke her. Jeg gik fra pigen med det lange hår, til pigen med den korte page. Jeg var ikke en pige længere. - I mine øjne. Jeg var ikke en af pigerne. Men samtidig, var jeg heller ikke en dreng. Jeg var... Ingenting. "Mathilde har fået de nye sko, ih hvor er de pæne!". Pigerne samles og beundrer bronze skoene. Dem Laura S også havde. Flotte, det var de. Og smarte når man tænkte på, at vi gik i 6. Alle pigerne gik derover. Jeg blev. Selvfølgelig.
Pigerne gik derover. Pigerne. Det gjorde så ondt i maven. Jeg følte, at jeg ikke kunne tillade mig at gå derover. At de andre piger, - som var mine venner. Eneste venner dengang, ville kigge underligt på mig og tænke "hvorfor er hun her? Hvorfor deltager hun i pige-snakken?" Noget jeg jo nu VED at de ikke ville have taget. Men når du får frastjålet din feminitet er det hele ikke så let. Frem med store sorte T-shirts. Løse. Alle sammen. Op med hætten for at skjule håret. "Emo" blev det dækket som. Var det nu DET jeg skulle følge? Jeg var blevet klippet for at blive mere piget. Men istedet var jeg røget ned i mediernes onde cirkel. "er du deprimeret er du emo. Er du emo, skærer du i dig selv. Skærer du i dig selv begår du selvmord". Det var jo det de sagde. Alle sammen. I TV'et, på internettet, i teenage bøger, i sangene og alle de andre. Sagen var jo så bare den, at jeg ikke var emo. Jeg var bare så pisseked af det, og følte mig noget så malplaceret. Mere malplaceret end nogensinde før. Mere end alt det med Frankrig. Jeg var for ung og uerfaren til at kunne stille spørgsmål ved mit eget køn, eksistens og seksualitet. Ting jeg ved nu. Er... Jeg da ret så sikker på. for hey, jeg er en pige, jeg er til for at elske, blive elsket og formere mig så vores race overlever, og jeg er straight. Sådan. Men som 12-årig er det ikke så let. I guess. Det hele ordnede sig. ....Lidt mere, da jeg valgte at blive "failscene/kiddie". Den dag der var det store loppemarked. Jeg havde fået huller i ørene, de glimtrede. Jeg havde en hvid TÆTsiddede trøje på. Hvid. Pæn. Jeg havde lyserøde spænder i håret, og følte mig piget. Og smart. "Smart som en 20-årig" tænkte jeg dengang. Jamen kære lille ven dog. De 2½ år med tupering og endeløse diskussioner med min mor, de 2½ år med "jeg tager ikke i skole, jeg har en dårlig hårdag" og de 2½ år med ånssvage vaske-hår-skemaer er ovre nu.
Nu kender jeg mit hår. Løst OG sat op. Sat op er nu lagt på hylden. Men nu skal jeg lære det hele én gang til. Når det er blevet klippet. Kryds fingre for mig, læsere. Kryds fingre for mig.
fredag den 8. oktober 2010
Skummel Kælder
I en kælder sort som kuld, aller dybest nede
holdes der fest på Østerbro.
I'll be there.
Og for første gang VED mine forældre at jeg tager til fest. Og de VED at jeg kommer til at drikke.
"Skal jeg noget imorgen aften?" "Din lillesøster holder fødselsdag for sin klasse" "men skal JEG noget?" "Nej, ikke hvad jeg ved af" "for Anders holder fest". Der troede jeg den gode stemning ville kollapse, og min mor ville begynde at prædike. "SKAL I SÅ DRIKKE? og hvad med stoffer? Den må du ikke komme til. Er du gal, pigebarn!" osv.
"Ej, den tager du da bare til Maritjen! Skal du have penge med til noget at drikke?" What... the... Hell.. Jeg måbede. "øhm.. Jotak, mor"
Hvor blev prædiken af? Skænderiet? Hun sagde ikke engang en tid!! Hvad har jeg været så bange for i så lang tid! Hvorfor har jeg løjet for mine forældre de sidste 3 år om noget som var og er, ja... Harmløst!
8.30, I'll be there. Anders, vi ses.
holdes der fest på Østerbro.
I'll be there.
Og for første gang VED mine forældre at jeg tager til fest. Og de VED at jeg kommer til at drikke.
"Skal jeg noget imorgen aften?" "Din lillesøster holder fødselsdag for sin klasse" "men skal JEG noget?" "Nej, ikke hvad jeg ved af" "for Anders holder fest". Der troede jeg den gode stemning ville kollapse, og min mor ville begynde at prædike. "SKAL I SÅ DRIKKE? og hvad med stoffer? Den må du ikke komme til. Er du gal, pigebarn!" osv.
"Ej, den tager du da bare til Maritjen! Skal du have penge med til noget at drikke?" What... the... Hell.. Jeg måbede. "øhm.. Jotak, mor"
Hvor blev prædiken af? Skænderiet? Hun sagde ikke engang en tid!! Hvad har jeg været så bange for i så lang tid! Hvorfor har jeg løjet for mine forældre de sidste 3 år om noget som var og er, ja... Harmløst!
8.30, I'll be there. Anders, vi ses.
søndag den 3. oktober 2010
♥
Nu dufter dynen af dig. Og jeg kan stadig smage dig.
Jeg har ikke haft det sådan her længe. Det' dejligt. Du' dejlig.
Jeg savner dig allerede.
Glem mig ikke.
Jeg har ikke haft det sådan her længe. Det' dejligt. Du' dejlig.
Jeg savner dig allerede.
Glem mig ikke.
fredag den 1. oktober 2010
mandag den 27. september 2010
"Eggs Are Funny"
Det her troede jeg fandme aldrig skulle ske. Virkelig. Men nu er det ellers sket. En ting jeg altid har joket med, for hey... Det ville ALDRIG ske. Det ville ALDRIG ske for mit elskede Mew.
Men nu er det så sket. Mew har lavet en opsamlingsplade. W..T..F.
Musikalsk selvmord er det første der falder mig ind. I mine øjne er det kun Kandis, ABBA og Hansi Hinterseer der kan tillade sig sådan noget. Men nu skal Mew også være med. Det' weird. Meget.
Rygter har der været mange af. Men alle sagde det var en myte, så jeg holdte min mund og sagde det ikke videre. Men det passede åbenbart. - Hvorfor fanden skal de lave en "Best Of"? - De er jo slet slet SLET ikke færdige!
Og så er der den nye sang. "Do You Love It?" - Currently? No. Not at all. Not at freaking all. Det hele er rodet. Men jeg giver jer en chance. 1.: Fordi jeg somregel kommer til at kunne lide jeres musik efter noget tid (jeg desideret HADEDE Introducing til at starte med) og 2.: Fordi jeg elsker jer, Mew.
- Og jeg ved at I ved hvad I gør. Eller... Jeg håber det. Men vær sød ikke at stoppe nu. For nu er I lige kommet igang igen. Og vær for Guds skyld sød ikke at stoppe helt. For så ville mit hjerte briste. Det ville jeg ikke kunne klare.
"Eggs Are Funny" har I kaldt det. Jeg må indrømme, da jeg læste det, troede jeg det var en joke. Så meget endda, at jeg ikke engang turde trykke på linket, da jeg var overbevist om, at det var spam, virus eller noget andet lort. Men det passer åbenbart. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.
Hør deres nyeste sang her.
Læs mere om albummet her
Men nu er det så sket. Mew har lavet en opsamlingsplade. W..T..F.
Musikalsk selvmord er det første der falder mig ind. I mine øjne er det kun Kandis, ABBA og Hansi Hinterseer der kan tillade sig sådan noget. Men nu skal Mew også være med. Det' weird. Meget.
Rygter har der været mange af. Men alle sagde det var en myte, så jeg holdte min mund og sagde det ikke videre. Men det passede åbenbart. - Hvorfor fanden skal de lave en "Best Of"? - De er jo slet slet SLET ikke færdige!
Og så er der den nye sang. "Do You Love It?" - Currently? No. Not at all. Not at freaking all. Det hele er rodet. Men jeg giver jer en chance. 1.: Fordi jeg somregel kommer til at kunne lide jeres musik efter noget tid (jeg desideret HADEDE Introducing til at starte med) og 2.: Fordi jeg elsker jer, Mew.
- Og jeg ved at I ved hvad I gør. Eller... Jeg håber det. Men vær sød ikke at stoppe nu. For nu er I lige kommet igang igen. Og vær for Guds skyld sød ikke at stoppe helt. For så ville mit hjerte briste. Det ville jeg ikke kunne klare.
"Eggs Are Funny" har I kaldt det. Jeg må indrømme, da jeg læste det, troede jeg det var en joke. Så meget endda, at jeg ikke engang turde trykke på linket, da jeg var overbevist om, at det var spam, virus eller noget andet lort. Men det passer åbenbart. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.
Hør deres nyeste sang her.
Læs mere om albummet her
søndag den 26. september 2010
Washed Out - Feel it all around
Synes den bliver mere og mere fantastisk jo mere jeg lytter til den.
Lyt
lyt, for jeg siger det kun en gang. Lyt, for du vil aldrig høre mig sige det til dig face2face. Lyt, for jeg mener det.
Jeg vil føle mig elsket, og jeg vil føle mig tryg. Det er det eneste jeg beder om. Men pas nu på. Pas på, at du ikke behandler mig som en baby. Behandl mig som et menneske. Også selvom du holder af mig. Pas på mig, men lad mig stadig leve livet. Elsk mig, men uden det bliver obsessed. Du ved godt, at jeg holder af dig. Husk på det. Du ved godt, at jeg kan lide dig. Husk på det. Hav tid til mig. Få tid til mig. Hold mig tæt, kys mig, elsk mig. Men giv mig lidt modstand. For hvis du ikke giver mig lidt modstand, risikerer du, at det bliver for meget. Støt mig, hold af mig, vis mig frem for dine venner. Vær stolt af mig. Tal ikke ned til mig. Heller ikke selvom det er barnligt ment. Snak om mere end hvor dejlig jeg er, og kæreste ting når vi er sammen. Jeg vil snakke. Sig ikke, at du elsker mig før det passer. Fyld mig ikke med tomme brugte ord. Igen, få tid til mig. Også selvom jeg ikke bor 5 min væk. Husk på, at vi er et par. Husk på, at vi gør ting sammen. Husk på, at vi er sammen. Vær min bedsteven. Ham, jeg kan fortælle hemmeligheder, ham jeg kan have det sjovt med. Du er min kæreste, men også min bedsteven. Fortæl dine forældre om mig. Gem mig ikke væk. Hold af MIG, ikke mit udseende. Acceptér, at vi ikke er helt ens. Vær min drømmeprins, men gør det med manér. Jeg synes allerede du er dejlig.
Jeg vil føle mig elsket, og jeg vil føle mig tryg. Det er det eneste jeg beder om. Men pas nu på. Pas på, at du ikke behandler mig som en baby. Behandl mig som et menneske. Også selvom du holder af mig. Pas på mig, men lad mig stadig leve livet. Elsk mig, men uden det bliver obsessed. Du ved godt, at jeg holder af dig. Husk på det. Du ved godt, at jeg kan lide dig. Husk på det. Hav tid til mig. Få tid til mig. Hold mig tæt, kys mig, elsk mig. Men giv mig lidt modstand. For hvis du ikke giver mig lidt modstand, risikerer du, at det bliver for meget. Støt mig, hold af mig, vis mig frem for dine venner. Vær stolt af mig. Tal ikke ned til mig. Heller ikke selvom det er barnligt ment. Snak om mere end hvor dejlig jeg er, og kæreste ting når vi er sammen. Jeg vil snakke. Sig ikke, at du elsker mig før det passer. Fyld mig ikke med tomme brugte ord. Igen, få tid til mig. Også selvom jeg ikke bor 5 min væk. Husk på, at vi er et par. Husk på, at vi gør ting sammen. Husk på, at vi er sammen. Vær min bedsteven. Ham, jeg kan fortælle hemmeligheder, ham jeg kan have det sjovt med. Du er min kæreste, men også min bedsteven. Fortæl dine forældre om mig. Gem mig ikke væk. Hold af MIG, ikke mit udseende. Acceptér, at vi ikke er helt ens. Vær min drømmeprins, men gør det med manér. Jeg synes allerede du er dejlig.
Gaybar
og pirater i lange baner. Og Janus, som var rigtig sød. Der var krokodillekostumer, lumre ravere, der var breezer på dit tøj, breezer på mit tøj. Der var idioter, der var spaniere. Der var Tivoli og gaybar.
Og vi havde det nice. Jeg havde det nice. Du havde det nice. Jeg er træt. Men du er skøn, Astrid.
Og vi havde det nice. Jeg havde det nice. Du havde det nice. Jeg er træt. Men du er skøn, Astrid.
lørdag den 25. september 2010
Koncerter
Ligenu er jeg faktisk møgked af det.
Møgked af det, fordi Beach House er blevet udsolgt. Det gør mig pissesur på alle der har fået mig til at udskyde at købe billetter. For jeg vil så fandens gerne til den koncert, men nu er det næsten forsent... Nu håber jeg bare noget så højt, at der bliver solgt nogle allerede købte billetter ligefør koncerten. For ind, det skal jeg.
Så måtte jeg pludselig heller ikke komme til the Drums. Hvilket gjorde helt ondt i maven. Jeg havde jo allerede fået lov. 3 gange. Men de havde glemt det. Og det faktum at det er en torsdag brød mine forældre sig ikke om. "Jeg skal nok komme i skole dagen efter, det lover jeg" - men det stoler de ikke en skid på.
Efter 2 timers skænderi har jeg nu fået lov. Men jeg har det stadig dårligt. For der er stadig Beach House. Og jeg savner dig. - Hvorfor logger du ikke på msn?
Møgked af det, fordi Beach House er blevet udsolgt. Det gør mig pissesur på alle der har fået mig til at udskyde at købe billetter. For jeg vil så fandens gerne til den koncert, men nu er det næsten forsent... Nu håber jeg bare noget så højt, at der bliver solgt nogle allerede købte billetter ligefør koncerten. For ind, det skal jeg.
Så måtte jeg pludselig heller ikke komme til the Drums. Hvilket gjorde helt ondt i maven. Jeg havde jo allerede fået lov. 3 gange. Men de havde glemt det. Og det faktum at det er en torsdag brød mine forældre sig ikke om. "Jeg skal nok komme i skole dagen efter, det lover jeg" - men det stoler de ikke en skid på.
Efter 2 timers skænderi har jeg nu fået lov. Men jeg har det stadig dårligt. For der er stadig Beach House. Og jeg savner dig. - Hvorfor logger du ikke på msn?
tirsdag den 21. september 2010
Jonas Bjerre, 34 år.
Holy mother of crap, det går egentlig hurtigt.
Fra dengang han var lille på en trappe med den lyse stemme til det her... Fuck.
Der er egentlig ikke så meget at sige. Tillykke til dig, Jonas, tillykke.
Men jeg må indrømme, jeg synes nu det er lidt svært at den søde mand nu er i midten af 30erne. Det går hurtigt... Og før vi ved af det, - er han 43. Og hvad kommer der mon så til at ske?
Hm. Ligemeget hvad, så vil hans alder ikke ændre de fakta, at han laver kick ass music, og er helt igennem skøn.
Tillykke, Jonas.
Fra dengang han var lille på en trappe med den lyse stemme til det her... Fuck.
Der er egentlig ikke så meget at sige. Tillykke til dig, Jonas, tillykke.
Men jeg må indrømme, jeg synes nu det er lidt svært at den søde mand nu er i midten af 30erne. Det går hurtigt... Og før vi ved af det, - er han 43. Og hvad kommer der mon så til at ske?
Hm. Ligemeget hvad, så vil hans alder ikke ændre de fakta, at han laver kick ass music, og er helt igennem skøn.
Tillykke, Jonas.
mandag den 20. september 2010
Ny blog
Jeg tager billeder, - det tror jeg mange af jer i forvejen godt ved. Jeg elsker at tage billeder, ja.
Og jeg elsker at vise de billeder jeg er stolte af frem.
Men for at holde orden i mine tanker, det musik jeg lytter til OG mine billeder etc., har jeg valgt at oprette endnu en blog, fyldt med nogle af de billeder jeg gerne vil huske på når de engang går hen og bliver grå og matte, ligesom min krop og mine minder.
So go check it out (:
Fantinopictures: Before they fade
Og jeg elsker at vise de billeder jeg er stolte af frem.
Men for at holde orden i mine tanker, det musik jeg lytter til OG mine billeder etc., har jeg valgt at oprette endnu en blog, fyldt med nogle af de billeder jeg gerne vil huske på når de engang går hen og bliver grå og matte, ligesom min krop og mine minder.
So go check it out (:
Fantinopictures: Before they fade
søndag den 19. september 2010
Tal pænt
"Hvis du ikke har noget pænt at sige, skal du ikke sige noget" sagde min morfar altid. Det er en sætning min familie altid har fulgt. JEG altid har fulgt. En sætning mine venner tydeligt aldrig har hørt før, - og i den grad ikke følger.
Og jeg MÅ indrømme, - ja, jeg bliver fandme overrasket nogle gange over, hvor dårligt mine venner egentlig kan behandle mig, - og behandle andre.
Det kan overraske mig når folk pludselig skal slynge irrelevante diss ud, - diss som slet ikke har noget med det man snakkede om at gøre. Det kan overraske mig når mine venner sparker til løven når den ligger ned. Det kan overraske mig når folk jeg kender der i deres barndom blev mobbet nu selv kan finde på at behandle yngre dårligt. Jeg forstår ikke hvorfor du pludselig skal sige noget grimt om det jeg har på. Hvorfor du pludselig skal minde mig på, at den vægfarve der er i stuen hjemme hos mig egentlig er ret grim, og at mit hår er leverpostejsfarvet. - Når vi sidder og spiser på en cafe og snakker om musik.
Hvis du ikke har noget pænt at sige, så skal du ikke sige noget.
Hvis ingen har spurgt om din mening, hvis ingen tvinger en holdning, en sang etc ned i kæften på dig, ser jeg ingen grund til, at du skal blande dig. Ser jeg ingen grund til, at du skal disse det vi andre taler om. Hvis du synes noget i radioen er noget værre lort, - så sluk. Vi tvinger dig ikke til at høre på vores arvelige lort. Hvis du ikke bryder dig om min nederdel, - men jeg ikke har bedt om din mening, så hold dog for Guds skyld din mund. Nej, du kan ikke dække dit diss med et "ikke for at være ond, - men" eller et "du må ikke tage det her personligt, - men" for ligemeget hvad det er, så er det du lige sagde ondt. Ligemeget hvad det er, så vil jeg og alle andre mennesker her på jorden tage det personligt.
Og jeg vil huske på det. For når du taler grimt om mig, så husker jeg det fandme. Måske vil jeg tilgive dig. Måske vil jeg sige det er okay, men jeg vil fandme aldrig glemme det. Og det vil altid være en del af mit indtryk af dig.
Det kan godt være du er sur. Det kan godt være du har haft en dårlig dag. Det kan godt være din mor er på hospitalet, din kat er blevet kørt over, du dumpede i din terminsprøve, hvad ved jeg. Men det er absolut ikke nogen undskyldning for at gøre andre menneskers dag ligeså dårlig. Jeg vil ikke tage imod det som en undskyldning. Faktisk, så findes der ikke en undskyldning for at disse andre. Du kunne bare have holdt din kæft. Ja, du kunne. For ærgeligtalt, - ligemeget hvor sjovt det er at se andre blive sure, irriterede, frustrede etc., så er der ingen der gider at høre på dit pis. - Ikke en gang dig selv.
Så tal pænt (forhelvede)
Og jeg MÅ indrømme, - ja, jeg bliver fandme overrasket nogle gange over, hvor dårligt mine venner egentlig kan behandle mig, - og behandle andre.
Det kan overraske mig når folk pludselig skal slynge irrelevante diss ud, - diss som slet ikke har noget med det man snakkede om at gøre. Det kan overraske mig når mine venner sparker til løven når den ligger ned. Det kan overraske mig når folk jeg kender der i deres barndom blev mobbet nu selv kan finde på at behandle yngre dårligt. Jeg forstår ikke hvorfor du pludselig skal sige noget grimt om det jeg har på. Hvorfor du pludselig skal minde mig på, at den vægfarve der er i stuen hjemme hos mig egentlig er ret grim, og at mit hår er leverpostejsfarvet. - Når vi sidder og spiser på en cafe og snakker om musik.
Hvis du ikke har noget pænt at sige, så skal du ikke sige noget.
Hvis ingen har spurgt om din mening, hvis ingen tvinger en holdning, en sang etc ned i kæften på dig, ser jeg ingen grund til, at du skal blande dig. Ser jeg ingen grund til, at du skal disse det vi andre taler om. Hvis du synes noget i radioen er noget værre lort, - så sluk. Vi tvinger dig ikke til at høre på vores arvelige lort. Hvis du ikke bryder dig om min nederdel, - men jeg ikke har bedt om din mening, så hold dog for Guds skyld din mund. Nej, du kan ikke dække dit diss med et "ikke for at være ond, - men" eller et "du må ikke tage det her personligt, - men" for ligemeget hvad det er, så er det du lige sagde ondt. Ligemeget hvad det er, så vil jeg og alle andre mennesker her på jorden tage det personligt.
Og jeg vil huske på det. For når du taler grimt om mig, så husker jeg det fandme. Måske vil jeg tilgive dig. Måske vil jeg sige det er okay, men jeg vil fandme aldrig glemme det. Og det vil altid være en del af mit indtryk af dig.
Det kan godt være du er sur. Det kan godt være du har haft en dårlig dag. Det kan godt være din mor er på hospitalet, din kat er blevet kørt over, du dumpede i din terminsprøve, hvad ved jeg. Men det er absolut ikke nogen undskyldning for at gøre andre menneskers dag ligeså dårlig. Jeg vil ikke tage imod det som en undskyldning. Faktisk, så findes der ikke en undskyldning for at disse andre. Du kunne bare have holdt din kæft. Ja, du kunne. For ærgeligtalt, - ligemeget hvor sjovt det er at se andre blive sure, irriterede, frustrede etc., så er der ingen der gider at høre på dit pis. - Ikke en gang dig selv.
Så tal pænt (forhelvede)
Billeder
Nogle billeder siger mere end tusind ord. Nogle billeder bringer minder frem. Nogle billeder kan betyde verden for dig, kan røre dig, kan få dig til at tænke, imens nogle billeder rent faktisk, - ligemeget om det burde eller ej, ikke siger dig en skid. Ligesom dette.
fredag den 17. september 2010
Mgp vs homobar
"Du er min k�rlighed" m. Zabian Zoul. MGP 2001.
Jeg skulle rigtig i byen... Jeg skulle rigtig på homobar med min elskede homoven og søde søde Astrid.
Jeg var nødt til at aflyse. Jeg har det dårligt med det. Jeg kigger ud af vinduet når jeg skal slukke lyset efter min familie. Huset er helt mørkt, tomt og øde. Nogle kigger op på mig. De er godt lamme. De stirrer, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad de mon tænker om mig. Jeg er på deres alder, men alligevel er jeg heroppe, ikke dernede. Dernede og drikke mig lam, og få en masse oplevelser. Fuck my life.
Så nu sidder jeg her. Ynkelig. Siddende ynkelig og ser gamle MGP klip på bonanza. Jeg savner det lidt. Savne 0. klasse...
MGP var noget et af højdepunkterne dengang. Det var om at lære sangene hurtigst, - også selvom vi alligevel næsten aldrig kunne teksterne alligevel og det blev til en masse "kom nu her memememe meme dig"
Den her sang jeg nu har linket til bringer mange minder frem.
Og at se den nu... Det er helt underligt. De ser så små ud. Det er weird.
Jeg skulle rigtig i byen... Jeg skulle rigtig på homobar med min elskede homoven og søde søde Astrid.
Jeg var nødt til at aflyse. Jeg har det dårligt med det. Jeg kigger ud af vinduet når jeg skal slukke lyset efter min familie. Huset er helt mørkt, tomt og øde. Nogle kigger op på mig. De er godt lamme. De stirrer, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad de mon tænker om mig. Jeg er på deres alder, men alligevel er jeg heroppe, ikke dernede. Dernede og drikke mig lam, og få en masse oplevelser. Fuck my life.
Så nu sidder jeg her. Ynkelig. Siddende ynkelig og ser gamle MGP klip på bonanza. Jeg savner det lidt. Savne 0. klasse...
MGP var noget et af højdepunkterne dengang. Det var om at lære sangene hurtigst, - også selvom vi alligevel næsten aldrig kunne teksterne alligevel og det blev til en masse "kom nu her memememe meme dig"
Den her sang jeg nu har linket til bringer mange minder frem.
Og at se den nu... Det er helt underligt. De ser så små ud. Det er weird.
torsdag den 16. september 2010
onsdag den 15. september 2010
Jeg dufter af min moster
Lektier, lektier og flere lektier.
Alligevel giver jeg op, som altid, og begraver mit ansigt i mine hænder, for at opdage én ting:
Jeg dufter af min moster.
Og pludselig får jeg ondt i maven, og jeg savner så meget.
Pludselig savner jeg min morfar, og jeg savner min fætter.
Underligt at jeg savner min fætter. Næsten forkert... For død, det er han ikke.
Men ser jeg ham? Nej, nej det gør jeg ikke.
Og mangel på hans opmærksomhed har jeg været sulten efter siden min lillesøster blev født, og min søster og jeg pludselig blev delt op i to, ang. min mosters børn.
Min kusine tog mig, den stille pige der kunne lide at tegne og fortælle eventyr, min fætter tog min søster, drengepigen der kunne lide at slås osv.
Lidt logisk nu jeg tænker over det.
Og så savner jeg min onkel, og jeg savner min moster. - Også selvom de bor på samme gade som mig.
Jeg savner at sidde en efterårs aften i deres køkken. Deres orange og brune køkken med badeværelse lige ved siden af. Det orange og brune køkken med en sær duft, en blanding af røg, frikadeller og kattemad. Måske lyder det ikke lækkert, men det er for mig duften af min moster og onkel. Det er duften af tryghed.
Jeg savner "Hans' frikadeller" med kogte kartofler, og den evige frygt for katten Pacha på samme alder som jeg.
Men igen, tryghed. For tryghed, - ligemeget hvad der er sket, så kan du altid være tryg hos min moster.
Når min mor skulle føde, og alt gik så hurtigt for et barn med skævt pandehår på 4 år, var det min moster jeg blev smidt over til. Og selvom jeg var bange, og ikke vidste hvad der skete, selvom jeg lå i min moster store dybe mørke seng med de orange kradsende dyner, med det sorte gamle digitalur, Pacha der listede forbi så nakkehårene rejste sig, den dumme Buddha figur hun havde fået i gave, så var jeg tryg.
Og jeg lå og kiggede på min moster igennem den åbne dør.
Hun var ude på gangen og lagde noget tøj sammen, og jeg kan huske jeg var tryg. Og at jeg elskede min moster. Og at jeg elskede min onkel. Min onkel der sad i stuen og så fodbold, - endnu en gang.
Nogle af de få mennesker jeg har brug for i mit liv er min moster. For min moster, - hun er fantastisk.
For min moster, - hun hviler i sig selv, og hun er et fantastisk menneske. Og jeg håber mere end noget andet, at jeg bare bliver halvt som min moster.
Alligevel giver jeg op, som altid, og begraver mit ansigt i mine hænder, for at opdage én ting:
Jeg dufter af min moster.
Og pludselig får jeg ondt i maven, og jeg savner så meget.
Pludselig savner jeg min morfar, og jeg savner min fætter.
Underligt at jeg savner min fætter. Næsten forkert... For død, det er han ikke.
Men ser jeg ham? Nej, nej det gør jeg ikke.
Og mangel på hans opmærksomhed har jeg været sulten efter siden min lillesøster blev født, og min søster og jeg pludselig blev delt op i to, ang. min mosters børn.
Min kusine tog mig, den stille pige der kunne lide at tegne og fortælle eventyr, min fætter tog min søster, drengepigen der kunne lide at slås osv.
Lidt logisk nu jeg tænker over det.
Og så savner jeg min onkel, og jeg savner min moster. - Også selvom de bor på samme gade som mig.
Jeg savner at sidde en efterårs aften i deres køkken. Deres orange og brune køkken med badeværelse lige ved siden af. Det orange og brune køkken med en sær duft, en blanding af røg, frikadeller og kattemad. Måske lyder det ikke lækkert, men det er for mig duften af min moster og onkel. Det er duften af tryghed.
Jeg savner "Hans' frikadeller" med kogte kartofler, og den evige frygt for katten Pacha på samme alder som jeg.
Men igen, tryghed. For tryghed, - ligemeget hvad der er sket, så kan du altid være tryg hos min moster.
Når min mor skulle føde, og alt gik så hurtigt for et barn med skævt pandehår på 4 år, var det min moster jeg blev smidt over til. Og selvom jeg var bange, og ikke vidste hvad der skete, selvom jeg lå i min moster store dybe mørke seng med de orange kradsende dyner, med det sorte gamle digitalur, Pacha der listede forbi så nakkehårene rejste sig, den dumme Buddha figur hun havde fået i gave, så var jeg tryg.
Og jeg lå og kiggede på min moster igennem den åbne dør.
Hun var ude på gangen og lagde noget tøj sammen, og jeg kan huske jeg var tryg. Og at jeg elskede min moster. Og at jeg elskede min onkel. Min onkel der sad i stuen og så fodbold, - endnu en gang.
Nogle af de få mennesker jeg har brug for i mit liv er min moster. For min moster, - hun er fantastisk.
For min moster, - hun hviler i sig selv, og hun er et fantastisk menneske. Og jeg håber mere end noget andet, at jeg bare bliver halvt som min moster.
mandag den 13. september 2010
Stræder på stræder i stræder med stræder
Som mange nok ved, er jeg frankofil. Som mange nok ved, bryder jeg mig ikke om det faktum, at jeg er dansk.
Når det er sagt, er der ét sted, ét sted her i DK, der får mig til at tænke "hey. Det at være dansker er nu meget nice".
Indre by. Stræder.
Studiestrædet, Skindergade, you name it.
Jeg føler mig ung når jeg går der. Jeg føler mig smart. Ung og smart og københavnsk.
Jeg kan lide butikkerne der er der. Jeg kan lide caféerne der er der. Jeg kan lide restauranterne og menneskerne. Jeg føler, at de minder mere om mig, end så mange andre.
Jeg kan lide at tage derhen. Også alene. Sætte mig, og nyde det. Nyde butikkerne med genbrugstøj fra en svunden tid, kaffen fra de beskidte slidte caféer, og menneskerne der kigger og smiler.
Indre by, ved stræderne. Det eneste sted udover mit hjem jeg føler mig hjemme i DK.
Når det er sagt, er der ét sted, ét sted her i DK, der får mig til at tænke "hey. Det at være dansker er nu meget nice".
Indre by. Stræder.
Studiestrædet, Skindergade, you name it.
Jeg føler mig ung når jeg går der. Jeg føler mig smart. Ung og smart og københavnsk.
Jeg kan lide butikkerne der er der. Jeg kan lide caféerne der er der. Jeg kan lide restauranterne og menneskerne. Jeg føler, at de minder mere om mig, end så mange andre.
Jeg kan lide at tage derhen. Også alene. Sætte mig, og nyde det. Nyde butikkerne med genbrugstøj fra en svunden tid, kaffen fra de beskidte slidte caféer, og menneskerne der kigger og smiler.
Indre by, ved stræderne. Det eneste sted udover mit hjem jeg føler mig hjemme i DK.
onsdag den 8. september 2010
Good Shoes - Under Control
Så får jeg lyst til fest. Så får jeg lyst til druk. At tage billeder. Glitter. Mere druk. Danse. Kysse. Feste. Og nyde at jeg er ung.
tirsdag den 31. august 2010
Hej Helena, jeg elsker dig
Du er ikke min eneste ven. Og jeg elsker også mine andre venner.
Men vi snakkede sammen her forleden. Bare helt normalt.
Og du sagde du elskede mig.
Det har du sagt før.
Men alligevel overrasker det mig altid.
Jeg tror ikke jeg er vant til det.
Du har været en af mine første rigtige venner.
Som ikke er min ven fordi vi blev sat i samme klasse. Eller fordi vores forældre er gamle studiekammerater.
Jeg har selv valgt dig som ven, og du har valgt mig.
Det var først da jeg mødte dig i Fisketorvet med Anne Sofie en januar at det gik op for mig.
At du var en af mine rigtige venner.
At du var en rigtig ven.
For det er du.
Du behandler mig godt. Du vil mig kun godt. Du vil se mig glad, og du gør mig glad så godt som du kan. Og jeg vil gøre dig glad. For når du er glad, er jeg glad. For du betyder nemlig meget for mig. Det gør du.
Og du er fantastisk, Helena. Det er du. Der er ingen som dig.
Og det håber jeg, at du ved.
Og at jeg altid vil være her.
Så hej Helena, jeg elsker dig.
Men vi snakkede sammen her forleden. Bare helt normalt.
Og du sagde du elskede mig.
Det har du sagt før.
Men alligevel overrasker det mig altid.
Jeg tror ikke jeg er vant til det.
Du har været en af mine første rigtige venner.
Som ikke er min ven fordi vi blev sat i samme klasse. Eller fordi vores forældre er gamle studiekammerater.
Jeg har selv valgt dig som ven, og du har valgt mig.
Det var først da jeg mødte dig i Fisketorvet med Anne Sofie en januar at det gik op for mig.
At du var en af mine rigtige venner.
At du var en rigtig ven.
For det er du.
Du behandler mig godt. Du vil mig kun godt. Du vil se mig glad, og du gør mig glad så godt som du kan. Og jeg vil gøre dig glad. For når du er glad, er jeg glad. For du betyder nemlig meget for mig. Det gør du.
Og du er fantastisk, Helena. Det er du. Der er ingen som dig.
Og det håber jeg, at du ved.
Og at jeg altid vil være her.
Så hej Helena, jeg elsker dig.
Jeg kan godt lide
- At se kunstskøjteløb med min mor
- Når jeg er ved min moster
- Når jeg endelig kommer hjem efter noget ubehageligt hvor jeg har følt mig utryg
- At jeg hører "It's all over now, Baby Blue" med Bob Dylan
- At læse bag på flasker, shampooflasker, kornprodukter, you name it
- Når jeg er hjemme en mørk fredag aften med min familie
- Morgenradio på P3
- Dig
- Det Elektriske Barometer
- At pille mascara af vipperne
- At krakkelere min neglelak
- Den første slurk af en Pepsi Max når jeg er stresset
- Når jeg endelig får bløde skønne Kleenex når jeg er forkølet efter flere dage med hårdt og ubegaeligt toiletpapir til at pudse den nu ømme næse med
- Når min mor er hjemme fra arbejde
- Skumringer
- Når jeg er 'hjemme' i Frankrig
- Kameraer. Flere kameraer
- En god hår-dag
- Dit smil
- Musik
mandag den 30. august 2010
Barometer Event
Ih.
Nu skal jeg, fast barometer lytter, til Barometer Event og gratis koncert her på torsdag, ved molen.
Selve stedet er stadig et mysterium (INGEN kender adressen, og kommer kun med åndssvage kommentarer som "i kbh..." "ved molen. Molen. MOLEN" "her i dk et eller andet sted" "min far kører mig........")
Men jeg skal nok finde det.
Jeg kommer med et helt crew.
At vi så kun er omkring 3 der rent faktisk LYTTER til DEB er måske lidt fesent.
Men hey, en gratis koncert for alle er en gratis koncert for alle.
Og hellere at mine venner tager med og får en fed oplevelse sammen med mig, end at jeg skulle tage afsted med få eller endda helt alene.
Jeg glæder mig til at høre Kissaway Trail igen. Sidst var det magisk. Og det var ikke kun fordi jeg havde Christoffer rundt om mig, som jeg var så pisseforelsket i dengang. Næh, også fordi Kissway trail generelt er en pissegodt band. Også uden Christoffer.
Taxi Taxi spiller også. De skulle også være fede live.
Og så kommer jeg til at møde en masse andre barometer børn too. Jeg glæder mig.
Ses vi?
Nu skal jeg, fast barometer lytter, til Barometer Event og gratis koncert her på torsdag, ved molen.
Selve stedet er stadig et mysterium (INGEN kender adressen, og kommer kun med åndssvage kommentarer som "i kbh..." "ved molen. Molen. MOLEN" "her i dk et eller andet sted" "min far kører mig........")
Men jeg skal nok finde det.
Jeg kommer med et helt crew.
At vi så kun er omkring 3 der rent faktisk LYTTER til DEB er måske lidt fesent.
Men hey, en gratis koncert for alle er en gratis koncert for alle.
Og hellere at mine venner tager med og får en fed oplevelse sammen med mig, end at jeg skulle tage afsted med få eller endda helt alene.
Jeg glæder mig til at høre Kissaway Trail igen. Sidst var det magisk. Og det var ikke kun fordi jeg havde Christoffer rundt om mig, som jeg var så pisseforelsket i dengang. Næh, også fordi Kissway trail generelt er en pissegodt band. Også uden Christoffer.
Taxi Taxi spiller også. De skulle også være fede live.
Og så kommer jeg til at møde en masse andre barometer børn too. Jeg glæder mig.
Ses vi?
onsdag den 25. august 2010
#FRANCE
Det hænder tit, at du glemmer hvor fantastisk en dag, rejse, år etc er når du oplever det. Det hænder også tit, at du først kommer i tanke om det, når det er for sent. Som det her. Det hele var fantastisk, det var det. Dog, vidste jeg, at det var fantastisk. Og at jeg ville have det sådan her senere på året. Savne den dag. Og stemningen. Det gør jeg.
Jeg valgte at filme næsten hele dagen. Det er jeg nu glad for, at jeg gjorde. Der kom denne lille kortfilm ud af det.
Meget kort, meget simpel.
Der var gadefest i den lille lokale by. Ikke min by, Gordes, men en i nærheden. Det var magisk.
mandag den 23. august 2010
Brune øjne.
Måske skulle jeg fortælle om mig, før jeg fortæller om kontakter og alt det fis.
Jeg hedder Maria, og jeg er francofil. Jeg hedder Maria, og jeg har altid følt mig fransk. ...Det forstod du så ikke noget af. Du rynker sikkert på næsen. Det her lyder kiddie, I know.
"Sådan har alle det sguda en gang imellem" hører jeg faktisk tit. Gid det var så vel.
Gid det bare var en gang imellem. Men sådan er det ikke. Ihvertfald ikke med mig.
Men der går ikke en dag, ikke et minut, et sekund uden jeg tænker på det. No shit.
Jeg kan græde lige pludselig, fordi jeg synes det hele er så unfair. Sådan har det altid været. Nu lyder jeg endnu mere kiddie og næsten snobbet.
Du har sikkert hørt om hermofroditter, right? F.eks. en kvinde udenpå men mand indeni. Yeshyesh.
Da jeg var mindre var jeg helt 100 på, at jeg var født franskmand. Fordi jeg var fandme ikke dansker. Og slet ikke født her. Jeg kunne ikke lide at spise dansk mad, se dansk TV etc, da jeg følte det var fuldkommen imod mig, og at jeg nærmest hånede min nationalitet, Frankrig. Åh Gud, hvor har jeg været besværlig.
Jeg var også helt 100 på, at jeg så har været adopteret.
For dansker? Mig? Not at all. Det var jeg ikke. Og det føler jeg mig stadig ikke som.
Det er underligt at ikke føle sig hjemme i sit fædreland. Det er underligt, at føle sig hjemme i et land du ikke bor i.
Det er irriterende, at skulle tale noget så grimt som dansk med sine forældre. Og at tænke på, at du bor i Danmark. Done give me wrong, jeg elsker Danmark. Men det er ikke mit land. Jaja, du forstår stadig ikke. Hvis jeg læste det her, ville jeg også synes det var latterligt.
Da jeg var mindre kunne jeg græde fordi jeg ikke havde brune øjne. Jeg kunne græde hvis en person i Frankrig talte engelsk til mig, da jeg lignede en turist. Jeg kunne græde fordi min næse så mere og mere skandinavisk ud. Den har ændret sig lidt igen. Heldigvis. Min næse er okay nu. Det er den. Dog, ville jeg ønske den bøjede længere ned. Farve mit hår kan jeg altid. Men mine øjne........ Fanden tage de øjne.
Grå-blå øjne. Skandinaviske øjne. Jeg hader de øjne. Hader øjenfarven.
Jeg kan sagtens leve på en løgn. Det har jeg af en eller anden grund aldrig haft noget imod. Hvis folk bare TROR at jeg er fransk, er det fint med mig. At jeg måske ikke er fransk på papiret? Ja, self gør det mig ked af det. Men bare at folk tror at jeg er franskmand ville næsten være nok.
Det eneste jeg egentlig bør få 'fixet' ved mit udseende er de øjne.
- Og så så jeg her forleden en annonce med farvede kontaktlinser uden styrke.
Min mor viste mig den, med et smil. Et smil, som var det en sjov annonce. Ikke en annonce der... Ja, betød al verden for mig.
Nu har jeg tænkt på dem ligesiden. Tænk at der rent faktisk findes en løsning. En løsning der endda ikke engang er permanent (in case man nogensinde skifter mening, - imod alle mine odds) (hvis jeg fik lov til en permanent, tro mig, så ville jeg få den)
Jeg har kigget på hjemmesider ligesiden. Og nu har jeg fundet nogle. De er ikke så mørkebrune som jeg gerne ville have dem. Nærmere hasselbrune. Men det er fint for mig. Indtilvidere. Fandens fint. Fandens perfekt.
Nu er det så bare at få min mor overtalt.........
Jeg hedder Maria, og jeg er francofil. Jeg hedder Maria, og jeg har altid følt mig fransk. ...Det forstod du så ikke noget af. Du rynker sikkert på næsen. Det her lyder kiddie, I know.
"Sådan har alle det sguda en gang imellem" hører jeg faktisk tit. Gid det var så vel.
Gid det bare var en gang imellem. Men sådan er det ikke. Ihvertfald ikke med mig.
Men der går ikke en dag, ikke et minut, et sekund uden jeg tænker på det. No shit.
Jeg kan græde lige pludselig, fordi jeg synes det hele er så unfair. Sådan har det altid været. Nu lyder jeg endnu mere kiddie og næsten snobbet.
Du har sikkert hørt om hermofroditter, right? F.eks. en kvinde udenpå men mand indeni. Yeshyesh.
Da jeg var mindre var jeg helt 100 på, at jeg var født franskmand. Fordi jeg var fandme ikke dansker. Og slet ikke født her. Jeg kunne ikke lide at spise dansk mad, se dansk TV etc, da jeg følte det var fuldkommen imod mig, og at jeg nærmest hånede min nationalitet, Frankrig. Åh Gud, hvor har jeg været besværlig.
Jeg var også helt 100 på, at jeg så har været adopteret.
For dansker? Mig? Not at all. Det var jeg ikke. Og det føler jeg mig stadig ikke som.
Det er underligt at ikke føle sig hjemme i sit fædreland. Det er underligt, at føle sig hjemme i et land du ikke bor i.
Det er irriterende, at skulle tale noget så grimt som dansk med sine forældre. Og at tænke på, at du bor i Danmark. Done give me wrong, jeg elsker Danmark. Men det er ikke mit land. Jaja, du forstår stadig ikke. Hvis jeg læste det her, ville jeg også synes det var latterligt.
Da jeg var mindre kunne jeg græde fordi jeg ikke havde brune øjne. Jeg kunne græde hvis en person i Frankrig talte engelsk til mig, da jeg lignede en turist. Jeg kunne græde fordi min næse så mere og mere skandinavisk ud. Den har ændret sig lidt igen. Heldigvis. Min næse er okay nu. Det er den. Dog, ville jeg ønske den bøjede længere ned. Farve mit hår kan jeg altid. Men mine øjne........ Fanden tage de øjne.
Grå-blå øjne. Skandinaviske øjne. Jeg hader de øjne. Hader øjenfarven.
Jeg kan sagtens leve på en løgn. Det har jeg af en eller anden grund aldrig haft noget imod. Hvis folk bare TROR at jeg er fransk, er det fint med mig. At jeg måske ikke er fransk på papiret? Ja, self gør det mig ked af det. Men bare at folk tror at jeg er franskmand ville næsten være nok.
Det eneste jeg egentlig bør få 'fixet' ved mit udseende er de øjne.
- Og så så jeg her forleden en annonce med farvede kontaktlinser uden styrke.
Min mor viste mig den, med et smil. Et smil, som var det en sjov annonce. Ikke en annonce der... Ja, betød al verden for mig.
Nu har jeg tænkt på dem ligesiden. Tænk at der rent faktisk findes en løsning. En løsning der endda ikke engang er permanent (in case man nogensinde skifter mening, - imod alle mine odds) (hvis jeg fik lov til en permanent, tro mig, så ville jeg få den)
Jeg har kigget på hjemmesider ligesiden. Og nu har jeg fundet nogle. De er ikke så mørkebrune som jeg gerne ville have dem. Nærmere hasselbrune. Men det er fint for mig. Indtilvidere. Fandens fint. Fandens perfekt.
Nu er det så bare at få min mor overtalt.........
fredag den 20. august 2010
Home alone med lillesøster
Mine forældre er taget off til Malmö, da de vant en rejse dertil.
Fair nok, så kunne jeg tage til homsebar eller fest med no worries.
Men sådan lå landet åbenbart ikke.
For det var da meningen, at jeg skulle passe min 10-årige søster Julie, og min evigt gøende hund. Bah.
Men indtil videre har det været helt ok.
Det går, det går.
Jeg har fået gennemgået ømme familiefotos. De er nu alle på facebook.
Et af mine yndlings, er dog med min mor, min onkel og moster, - som i dette tilfælde er hendes storesøskene.
Jeg finder min onkel, - i midten, fuldkommen priceless.
Fair nok, så kunne jeg tage til homsebar eller fest med no worries.
Men sådan lå landet åbenbart ikke.
For det var da meningen, at jeg skulle passe min 10-årige søster Julie, og min evigt gøende hund. Bah.
Men indtil videre har det været helt ok.
Det går, det går.
Jeg har fået gennemgået ømme familiefotos. De er nu alle på facebook.
Et af mine yndlings, er dog med min mor, min onkel og moster, - som i dette tilfælde er hendes storesøskene.
Jeg finder min onkel, - i midten, fuldkommen priceless.
sexy times, oh yesh.
Så nu ser jeg frem til en hel weekend med morgen hundeluftning og riste brød til min søster. Men ej, det skal nok blive godt. Vi har brug for at være sammen. Vi snakker ikke særlig meget sammen. Ikke nok.
onsdag den 18. august 2010
Single
Hvor lang tid tog det? 17 dage. 17 dage, før vi fik det fucket nok op.
17 dage.
Jamen fedt.
Det underlige er, at det først er nu, jeg indser hvor meget jeg egentlig holdt af dig. Og hvor heldig jeg var. Eller.. Hvis man ser bort fra, at du aldrig havde tid til mig, lol.
Ellers, så ja. Så var jeg heldig.
Men det hele var underligt.
For jeg er slet ikke vant til sådan noget her.
Vant til, at jeg bliver håbløst forelsket i en, og at det så er det.
Jeg MÅ indrømme; Det var lidt et turn-off, da jeg fandt ud af du også var vild med dig.
Jeg tror jeg godt kan lide at "jage". Måske kun fordi det er det jeg er vant til.
Men alligevel var det rart. Meget. - Når du altså var her.
De sidste tre uger var jeg dog en smule i tvivl til tider. Om jeg virkelig ville være kærester med dig. Alle fortalte, at det var helt normalt, sådan som jeg havde det.
Det er, typisk nok, først nu, at jeg egentlig virkelig gerne vil være din kæreste. Og dog. Hvis du spurgte igen nu? - Ville jeg nok sige nej.
Jeg vil jo gerne være din ven. Meget gerne. Men samtidig vil jeg gerne elske dig, og blive elsket af dig. At kysse og blive kysset af dig. Men sådan skal det så åbenbart ikke være. Jamen fedt.
Men sådan er det altså nu. Og selvom jeg ved du stadig er vild med mig, er og bliver det sådan her.
17 dage.
Jamen fedt.
Det underlige er, at det først er nu, jeg indser hvor meget jeg egentlig holdt af dig. Og hvor heldig jeg var. Eller.. Hvis man ser bort fra, at du aldrig havde tid til mig, lol.
Ellers, så ja. Så var jeg heldig.
Men det hele var underligt.
For jeg er slet ikke vant til sådan noget her.
Vant til, at jeg bliver håbløst forelsket i en, og at det så er det.
Jeg MÅ indrømme; Det var lidt et turn-off, da jeg fandt ud af du også var vild med dig.
Jeg tror jeg godt kan lide at "jage". Måske kun fordi det er det jeg er vant til.
Men alligevel var det rart. Meget. - Når du altså var her.
De sidste tre uger var jeg dog en smule i tvivl til tider. Om jeg virkelig ville være kærester med dig. Alle fortalte, at det var helt normalt, sådan som jeg havde det.
Det er, typisk nok, først nu, at jeg egentlig virkelig gerne vil være din kæreste. Og dog. Hvis du spurgte igen nu? - Ville jeg nok sige nej.
Jeg vil jo gerne være din ven. Meget gerne. Men samtidig vil jeg gerne elske dig, og blive elsket af dig. At kysse og blive kysset af dig. Men sådan skal det så åbenbart ikke være. Jamen fedt.
Men sådan er det altså nu. Og selvom jeg ved du stadig er vild med mig, er og bliver det sådan her.
tirsdag den 17. august 2010
Jeg er hjemme idag, Kanelsnegle og min farmor
Idag er jeg hjemme. Jeg tog ikke i skole. Dumt, når man tænker på, det kun er min 2. uge efter sommerferien.
Men jeg vågnede med en tung og helt ødelagt krop. Havde slet ikke sovet om natten, havde ondt i maven, ondt i hovedet, ondt over det hele, og bare tanken om at skulle i skole når man havde det sådan her, fik mig til at tude. Det er ellers ikke sket før.
Jeg faldt i søvn på sofaen, så snart de andre var taget afsted. Gik endda glip af DR. Phil (oh damn.).
Vågnede ved en 12-tiden, og gik igang med at bage kanelsnegle (eller nærmere kanelbullar, da de ikke er formet som snegle) Det kan jeg godt lide. Elsker at bage, især når man ved ens farmor kommer på besøg i aften, og at man VED hun vil elske dem.
Jeg elsker at bage for folk. Og jeg elsker min farmor. Hun er en sej ladylady, gotta say.
84, født med et handicap, og har levet et mere nice liv, end mange andre med (og uden) hendes skæbne nogensinde ville kunne opleve.
Hun går stadig ud og shopper. Hun er smart. Ikke en lille hjælpeløs kvinde i barret, med stok, som sidder i bussen og mumler for sig selv i vrede. Næh. Min farmor tager til strøget. Næsten hver dag. Hun tager i Tivoli når hun har lyst. Går rundt i dens park, og spiser i Grøften. Hun har beundrere der er mindst 20 år yngre end hun.
Hun går smart klædt. - Når man tænker på hvor slemt det kunne være.
Store smarte hatte som var det taget ud fra "My Fair Lady". Smarte sæt i lyserødt med store kunstige blomster i form af brocher.
Jeg kunne sagtens fortælle alt hvad min farmor har fortalt mig om sit liv. Og det er, som hun selv har sagt, kun den lille del.
Men kære blog, så ville jeg have været nødt til at skulle skrive dette indlæg de næste par måneder. Jeg lyver ikke. Min farmor har oplevet så fandens meget.
Fra at miste sin mand, til Nazi-soldater der lånte hendes kælk om vinteren, til at blive sendt på kostskole fordi hendes papmor ikke elskede hende, til at finde sin mor igen mange år efter til at finde ud af, at hun ikke kan genkende sin egen datter. Min farmor er sej. Det vil jeg faktisk gerne indrømme. Hun er mega sej.
Men jeg vågnede med en tung og helt ødelagt krop. Havde slet ikke sovet om natten, havde ondt i maven, ondt i hovedet, ondt over det hele, og bare tanken om at skulle i skole når man havde det sådan her, fik mig til at tude. Det er ellers ikke sket før.
Jeg faldt i søvn på sofaen, så snart de andre var taget afsted. Gik endda glip af DR. Phil (oh damn.).
Vågnede ved en 12-tiden, og gik igang med at bage kanelsnegle (eller nærmere kanelbullar, da de ikke er formet som snegle) Det kan jeg godt lide. Elsker at bage, især når man ved ens farmor kommer på besøg i aften, og at man VED hun vil elske dem.
Jeg elsker at bage for folk. Og jeg elsker min farmor. Hun er en sej ladylady, gotta say.
84, født med et handicap, og har levet et mere nice liv, end mange andre med (og uden) hendes skæbne nogensinde ville kunne opleve.
Hun går stadig ud og shopper. Hun er smart. Ikke en lille hjælpeløs kvinde i barret, med stok, som sidder i bussen og mumler for sig selv i vrede. Næh. Min farmor tager til strøget. Næsten hver dag. Hun tager i Tivoli når hun har lyst. Går rundt i dens park, og spiser i Grøften. Hun har beundrere der er mindst 20 år yngre end hun.
Hun går smart klædt. - Når man tænker på hvor slemt det kunne være.
Store smarte hatte som var det taget ud fra "My Fair Lady". Smarte sæt i lyserødt med store kunstige blomster i form af brocher.
Jeg kunne sagtens fortælle alt hvad min farmor har fortalt mig om sit liv. Og det er, som hun selv har sagt, kun den lille del.
Men kære blog, så ville jeg have været nødt til at skulle skrive dette indlæg de næste par måneder. Jeg lyver ikke. Min farmor har oplevet så fandens meget.
Fra at miste sin mand, til Nazi-soldater der lånte hendes kælk om vinteren, til at blive sendt på kostskole fordi hendes papmor ikke elskede hende, til at finde sin mor igen mange år efter til at finde ud af, at hun ikke kan genkende sin egen datter. Min farmor er sej. Det vil jeg faktisk gerne indrømme. Hun er mega sej.
mandag den 16. august 2010
Kaffe
Nu er jeg også begyndt at drikke kaffe. Først noget jeg begyndte at kunne lide, for nogle år siden.
Før det, var kaffe noget af det værste.
Bortset fra iskaffe. ...Men nu jeg tænker tilbage på det, var det kun fordi der var store klumper hasselnødsis i kaffen. ...Og nu jeg tænker videre, åd jeg kun isen. Such a sweet fat kid ♥
Men nu er jeg begyndt på det. Det læsker. Smager dejligt. Er sundere end så meget andet, både kaloriemæssigt og helbredsmæssigt.
Og så får man et lille skud energi. Siger folk. Det har jeg nu slet ikke kunne mærke. Måske, er jeg blevet helt immun overfor energi-drikke etc, da jeg indtager så mange af dem. Jeg har lyst til at sove. Og har drukket 5 kopper. Jeg græmmes.
Før det, var kaffe noget af det værste.
Bortset fra iskaffe. ...Men nu jeg tænker tilbage på det, var det kun fordi der var store klumper hasselnødsis i kaffen. ...Og nu jeg tænker videre, åd jeg kun isen. Such a sweet fat kid ♥
Men nu er jeg begyndt på det. Det læsker. Smager dejligt. Er sundere end så meget andet, både kaloriemæssigt og helbredsmæssigt.
Og så får man et lille skud energi. Siger folk. Det har jeg nu slet ikke kunne mærke. Måske, er jeg blevet helt immun overfor energi-drikke etc, da jeg indtager så mange af dem. Jeg har lyst til at sove. Og har drukket 5 kopper. Jeg græmmes.
Back on track!
Min gamle blog gik der noget helt galt med. Hvad, forstår jeg heller ikke.
Men nu er jeg tilbage. Back on track!
Så er det bare at få gang i noget skriveri.
Gang i alt det med at skrive ned igen.
Som da man var lille. Og skrev i sin dyrebare dagbog. Med nøgle. Og duftende papir. Stærkt parfumeret. Hvordan man altid lovede dagbogen, at man ville skrive i den hver dag, lover jeg også dig, blog, at jeg vil skrive i dig så ofte som muligt. Dette skal ikke kikse. Du skal ikke være som mine gamle dagbøger. Dagbøger man først tog frem igen når noget var gået galt, og man havde brug for at få sine tanker skrevet ned. Ikke sådan. Ikke her.
Men nu er jeg tilbage. Back on track!
Så er det bare at få gang i noget skriveri.
Gang i alt det med at skrive ned igen.
Som da man var lille. Og skrev i sin dyrebare dagbog. Med nøgle. Og duftende papir. Stærkt parfumeret. Hvordan man altid lovede dagbogen, at man ville skrive i den hver dag, lover jeg også dig, blog, at jeg vil skrive i dig så ofte som muligt. Dette skal ikke kikse. Du skal ikke være som mine gamle dagbøger. Dagbøger man først tog frem igen når noget var gået galt, og man havde brug for at få sine tanker skrevet ned. Ikke sådan. Ikke her.
Abonner på:
Opslag (Atom)