Den sang.

Der findes få sange, der virkelig 'taler til mig'.
Jovist, jeg HAR mange yndlingssange, det har jeg skam godt bemærket (tak for henvendelserne), men når man tænker på, hvor mange sange der egentlig findes, er der utrolig få sange her i verden der virkelig rører mig. Sange, der kan gøre mig mundlam. Sange der fremmer min forståelse på mig selv, hvem jeg er (og ikke mindst vil være), samt viser for andre hvordan de bør se mig.

Der findes få sange som beskriver mig. Og endnu færre sange der gører mig mundlam. De fleste falder i smag, - men det er også det. Nogle er virkelig gode, - nogle jeg kan lytte til i hundrede år.
Men igen, så er der dem som jeg ikke har behov for at lytte til  24-7.  Ja, jeg behøver faktisk næsten ikke at lytte til den. Men når jeg er på et skråplan, når jeg er ensom, forvirret etc, så har jeg den. Som et drug. Jeg får kontrollen tilbage, kan få lov til at slappe af, - bare for en lille stund.

En af de sange er som mange nok ved, Fantino (Sebastién Tellier Sessions versionen)
Men en anden er en egentlig ret ny sang.
Jeg fik den sendt over dropbox af min kære ven Line. Fik ikke lyttet til den. Orkede det egentlig ikke, selvom jeg ellers elsker bandet.
 Jeg var på vej hjem fra Paris. Sad i lufthavnen. Havde det skidt. Ferien havde egentlig været god, men med mange ups'n'downs, og jeg var træt og manglede overskud. Desuden, var jeg lidt ved siden af mig selv, - jeg havde ændret mig meget på blot 2 uger.
 Jeg sidder og hører random sange på min ipod. Alle gode, men det var egentlig også 'det'.
Og så pludselig kommer den på. Jeg er mundlam. Trods resten af larmen i lufthavnen var der stille. Jeg var alene, men samtidig sammen med så fandens mange andre mennesker. Følte mig elsket. Ikke nødvendigvis af andre, men af mig selv.

Hvis jeg dør nu, begrav mig til den sang. Det er egentlig det eneste jeg beder om.

Figurines - Call Your Name