OST - 'Jean de Florette'

Filmen kan ikke anbefales. Den syntes jeg faktisk var desideret kedelig. Men denne sang. Wow. Det gør helt ondt i maven når jeg hører den.

Sweet Sixteen

140 mennesker. BeProud (som jeg åbenbart var den eneste der vidste var en bøssebar). Druk. Druk. Musik. Fest.
Jeg havde ondt i maven i starten. Jeg var alene. Folk maste. Hvor var de andre? De fire jeg kom med? Vi var fem, nu var jeg alene. Ene. Mange piger var slutty (sorry). Folk omkring mig faldt på halen i fuldskab.

Og jeg var skingrende ædru. Så ædru jeg overhovedet kunne være. Mine fødder som burde bevæge sig og danse var tunge som sten. Jeg var tung som sten, og tanken om at komme hjem gjorde så ondt i maven, at jeg fik tåre i øjnene. "Nåh der er du!" bliver der råbt. Musikken er høj. Der var de andre. Og så gik det egentlig bare derudaf. 20 shots først. Vi deler alle fem. Bum. Ned med dem. Mums. Nu gik det hele bedre. Nu gik det hele meget bedre. Nu var det hele dejligt. Og jeg dansede. Fuld var jeg ikke. Påvirket, ja. Men ikke fuld. 10 mere. Og 10 mere igen senere. Jeg dansede hele natten. Det hele var alt for nice. Selvom jeg ikke kendte alle sange, selvom fyre ragede på en konstant, der blev skubbet, og bandet var det hele egentlig fucking nice. Der var så varmt. "Luft. LUFT" råbte en. Ud på gaden. Iskold luft. Kølet ned. Ind igen. Danse videre. Danse hele natten. Jeg tog afsted kl 4. Var først hjemme kl 5. Tag DSB for at køre hver halve time. Tak til mine fødder for at gøre så ondt som de gjorde. Men jeg overlevede. Jeg kom hjem, og de minder og venner jeg fik igår vil jeg altid huske tilbage på. Thank God jeg ikke tog hjem tidligt. Thank God.

Paris

Var skønt. Som altid. Men af en eller anden grund virkede alting meget større. Og samtidig mindre. - Giver det mening? Pladser jeg altid havde husket som små hyggelige steder, var pludselig kæmpe områder fyldt med mennesker og trængsel. Steder jeg huskede som store og kaotiske var pludselig små. Det hele var meget.... Underligt.

Men jeg har oplevet meget fedt. Det har jeg. Deres byliv er helt fantastisk, - jeg kan ikke andet end at anbefale det. Hotellet var SÅ smukt, - hvis du så bort fra det manglende internet og TV.

Hvad jeg skal sige om DisneyLand er vel..... Tja. Tjo. Jeg er blevet for gammel. Eller også er det vejret der er blevet for koldt til mig. Jeg tror det var blandingen. Musik ALLE vegne, vente en time på hver forlystelse, og frost i luften. Jeg blev sur hele tiden. Og jeg skammer mig. For jeg ved jeg ødelagde det for min søster. Og det var de 4 dage HUN skulle nyde, - da jeg vidste det var dét hun så frem til, - ikke selve Paris.
Undskyld, Julie, undskyld.

Jeg læser din blog.
Mess.
Had.
Had.
Had.
No wonder han forlod dig, du er forfærdelig. Og jeg troede vi var venner. Åbenbart ikke. Ikke sådan som du behandler mig. Tag dig sammen; man behandler ikke andre lortet fordi man selv har det lortet. Det ved Gud og hvermand. - Men hvorfor føler jeg så så tit at jeg er den eneste der følger den regel?
Jeg har ikke gjort dig en skid, det er din svans af en ekskæreste der forlod dig, da han så dit sande jeg. Åbenbart.
Hold dog op, du kan ødelægge min dag. Men det er jo også det du er ude efter. Bitchfights, det kan du lide. Det vidste jeg godt i forvejen. Du elsker det. Ligesom min gamle veninde. Du elsker at blive hadet, du elsker at hade. Du elsker reaktionen, når du gør uskyldige ondt. Nu var det så min tur. Synes jeg ærgeligtalt ikke jeg havde fortjent.
 Igen, tag dig sammen. Kom dog over ham. Så fantastisk var han heller ikke. Tag dig sammen. Behandl andre ordentligt. Med respekt. Tag dig sammen. Før du mister alle dine venner.

Fuldført.

Jeg vågner ved en sms. Høj vibrator. Altid. Fuck den.
"Jeg kommer med idag!" - min dag er reddet.
Anne Sofie tager med til frisøren, ergo, jeg skal ikke alene derover.
Smerten frygtede jeg en smule. Og at det blev grimt.
Jeg spiste ikke morgenmad.

Over til frisøren. Hvor blev smerten af? Ingenting.
Hår på, færdig.
BAM.
Jeg er tilfreds. Meget. Og jeg føler mig noget så piget. Så... feminim. Det har jeg savnet. Jeg er glad nu.
:)

November 2009

...Savner jeg.
Hvorfor, ved jeg nu egentlig ikke rigtig. Eller.. Måske lidt.
Trods kulden og de alt for kolde sko, var der noget ved den november.
Jeg blev tætte venner med Helena. Virkelig tætte. Vi var begge uskyldige, glade, og en smule uintelligente (jeg ska ikke være den første til at indrømme det).
Mew koncerten var det eneste jeg tænkte på. Jeg talte ned uger, dage, timer og minutter med hende, over sms hver dag. Hun var konstant syg, skrev til mig og reddede mig fra EAT. Jeg var glad hele måneden. Der var ingen nedture. Jeg oplevede Mew koncerten, - den mest fantastiske koncert JEG har været til.

Der er sket så meget siden. Så meget.

Første gang jeg har været til en frisør der roste mine slidte spidser. "Det er bare super! Bliv ved med det" Paf. Was? Er jeg gået glip af noget? "Øh bøh" før jeg fremstammet. Flot, ja.
"Så 'blender' dit hår sig langt bedre ind med dine extensions" åh på den måde. Tsk, kunne hun da bare have sagt. Tsk, tsk, tsk.
"Vi kan klippe dig på onsdag" "..." "Altså hvis du har tid" Jeg troede det var idag. Åbenbart ikke. Bare før Paris, før Paris, før Paris. "Det passer mig fint" "Og det ville blive....  4.000 kroner, - du sparer en tusse pga den korte varsel" Av siger min konto. Av, av, av.

"Vi giver et bidrag" sagde min far igår. Jeg tror han havde forestillet sig, at det kostede allà 500 kroner. Er han klar på at give 1.500? I hope so.

A Hairy Problem

Imorgen skal der for første gang i snart 3 år ske noget nyt med mit hår. Eller.. Nyt og nyt, det skal gøres længere. 'Længere?' you ask, - så kan man kun bruge en ting. Ja. Extensions. Jeg skal have extensions. For første gang.
Det er eneste jeg frygter er én ting:
Folk tror jeg efteraber. Gud hvor lød det egentlig barnligt og småkikset. Men sådan ligger landet. For hvis folk i klassen tror jeg efteraber Laura (med de smukke extensions) så... Ja. Det skal bare ikke ske.
Og så, - okay det bliver så to ting, at det bliver grimt. Selvfølgelig. Jeg tror VIRKELIG ikke jeg kan overskue en dårlig haircut en gang til. Sidste gang ødelagde det mig helt. Virkelig. Lang historie, noget vi slet ikke bør tale om. Men ih, nu kan jeg slet ikke lade være;

Men det med udseende betyder egentlig meget for mig. Desværre. Ihvertfald mit eget. "Ih du er altid så fin, Maria" sagde Sarah i fysik da jeg ordnede min makeup. "Du kommer aldrig i skole morgengrim uden makeup og morgenhår. Du har altid pæn og opfrisket makeup, og sat hår". Det passer egentlig. - Ikke for at lyde egoistisk, men det passer. Jeg KAN ikke gå i skole i jogginbukser og uden makeup. Det kan jeg bare ikke. Jeg kan ikke se dig i øjnene om morgenen uden makeup og morgenhår. Hvorfor? Fordi jeg mangler selvtillid. Og fordi jeg lever på en løgn. Når folk tror jeg har det sjovt, - så har jeg det sjovt. Også selvom smilet er plantet på mod vilje, og det gør helt ondt indeni. Men hvis du tror jeg har det sjovt, - så får jeg det straks sjovt. Og når jeg har makeup på er jeg mig. Maria med de skæve tænder. Maria med det grimme morgenhår. Maria med den urene hud, og Maria med det kiksede tøj vil jeg ikke kendes til. Den rigtige Maria (desværre..) kender jeg ikke længere. Når jeg er hende føler jeg mig utilpas. Hvor er det egentlig trist.
Da jeg blev klippet korthåret (ved en fejl) ændrede en masse ting for mig. Hvilket... egentlig ikke burde være sket. For hey, 'det er jo bare hår'. 'Det er jo bare hår'. - Sandt. Men det gjalt desværre ikke her. Jeg gik fra pigen med det lange hår, til pigen med den korte page. Jeg var ikke en pige længere. - I mine øjne. Jeg var ikke en af pigerne. Men samtidig, var jeg heller ikke en dreng. Jeg var... Ingenting. "Mathilde har fået de nye sko, ih hvor er de pæne!". Pigerne samles og beundrer bronze skoene. Dem Laura S også havde. Flotte, det var de. Og smarte når man tænkte på, at vi gik i 6. Alle pigerne gik derover. Jeg blev. Selvfølgelig.
 Pigerne gik derover. Pigerne. Det gjorde så ondt i maven. Jeg følte, at jeg ikke kunne tillade mig at gå derover. At de andre piger, - som var mine venner. Eneste venner dengang, ville kigge underligt på mig og tænke "hvorfor er hun her? Hvorfor deltager hun i pige-snakken?" Noget jeg jo nu VED at de ikke ville have taget. Men når du får frastjålet din feminitet er det hele ikke så let. Frem med store sorte T-shirts. Løse. Alle sammen. Op med hætten for at skjule håret. "Emo" blev det dækket som. Var det nu DET jeg skulle følge? Jeg var blevet klippet for at blive mere piget. Men istedet var jeg røget ned i mediernes onde cirkel. "er du deprimeret er du emo. Er du emo, skærer du i dig selv. Skærer du i dig selv begår du selvmord". Det var jo det de sagde. Alle sammen. I TV'et, på internettet, i teenage bøger, i sangene og alle de andre. Sagen var jo så bare den, at jeg ikke var emo. Jeg var bare så pisseked af det, og følte mig noget så malplaceret. Mere malplaceret end nogensinde før. Mere end alt det med Frankrig. Jeg var for ung og uerfaren til at kunne stille spørgsmål ved mit eget køn, eksistens og seksualitet. Ting jeg ved nu. Er... Jeg da ret så sikker på. for hey, jeg er en pige, jeg er til for at elske, blive elsket og formere mig så vores race overlever, og  jeg er straight. Sådan. Men som 12-årig er det ikke så let. I guess. Det hele ordnede sig. ....Lidt mere, da jeg valgte at blive "failscene/kiddie". Den dag der var det store loppemarked. Jeg havde fået huller i ørene, de glimtrede. Jeg havde en hvid TÆTsiddede trøje på. Hvid. Pæn. Jeg havde lyserøde spænder i håret, og følte mig piget. Og smart. "Smart som en 20-årig" tænkte jeg dengang. Jamen kære lille ven dog. De 2½ år med tupering og endeløse diskussioner med min mor, de 2½ år med "jeg tager ikke i skole, jeg har en dårlig hårdag" og de 2½ år med ånssvage vaske-hår-skemaer er ovre nu.
 Nu kender jeg mit hår. Løst OG sat op. Sat op er nu lagt på hylden. Men nu skal jeg lære det hele én gang til. Når det er blevet klippet. Kryds fingre for mig, læsere. Kryds fingre for mig.

Jeg har intet at sige. Jeg er bare så pisseforvirret. Lad mig være i en stund, jeg er nødt til at holde hovedet koldt. For ligenu? Så ved jeg ingen ting.

Skummel Kælder

I en kælder sort som kuld, aller dybest nede
holdes der fest på Østerbro.
 I'll be there.
Og for første gang VED mine forældre at jeg tager til fest. Og de VED at jeg kommer til at drikke.
"Skal jeg noget imorgen aften?" "Din lillesøster holder fødselsdag for sin klasse" "men skal JEG noget?" "Nej, ikke hvad jeg ved af" "for Anders holder fest". Der troede jeg den gode stemning ville kollapse, og min mor ville begynde at prædike. "SKAL I SÅ DRIKKE? og hvad med stoffer? Den må du ikke komme til. Er du gal, pigebarn!" osv.
"Ej, den tager du da bare til Maritjen! Skal du have penge med til noget at drikke?" What... the... Hell.. Jeg måbede. "øhm.. Jotak, mor"
Hvor blev prædiken af? Skænderiet? Hun sagde ikke engang en tid!! Hvad har jeg været så bange for i så lang tid! Hvorfor har jeg løjet for mine forældre de sidste 3 år om noget som var og er, ja... Harmløst!

8.30, I'll be there. Anders, vi ses.

♥

Nu dufter dynen af dig. Og jeg kan stadig smage dig.
Jeg har ikke haft det sådan her længe. Det' dejligt. Du' dejlig.
Jeg savner dig allerede.
Glem mig ikke.

7 Kabale