Sweet Sixteen

140 mennesker. BeProud (som jeg åbenbart var den eneste der vidste var en bøssebar). Druk. Druk. Musik. Fest.
Jeg havde ondt i maven i starten. Jeg var alene. Folk maste. Hvor var de andre? De fire jeg kom med? Vi var fem, nu var jeg alene. Ene. Mange piger var slutty (sorry). Folk omkring mig faldt på halen i fuldskab.

Og jeg var skingrende ædru. Så ædru jeg overhovedet kunne være. Mine fødder som burde bevæge sig og danse var tunge som sten. Jeg var tung som sten, og tanken om at komme hjem gjorde så ondt i maven, at jeg fik tåre i øjnene. "Nåh der er du!" bliver der råbt. Musikken er høj. Der var de andre. Og så gik det egentlig bare derudaf. 20 shots først. Vi deler alle fem. Bum. Ned med dem. Mums. Nu gik det hele bedre. Nu gik det hele meget bedre. Nu var det hele dejligt. Og jeg dansede. Fuld var jeg ikke. Påvirket, ja. Men ikke fuld. 10 mere. Og 10 mere igen senere. Jeg dansede hele natten. Det hele var alt for nice. Selvom jeg ikke kendte alle sange, selvom fyre ragede på en konstant, der blev skubbet, og bandet var det hele egentlig fucking nice. Der var så varmt. "Luft. LUFT" råbte en. Ud på gaden. Iskold luft. Kølet ned. Ind igen. Danse videre. Danse hele natten. Jeg tog afsted kl 4. Var først hjemme kl 5. Tag DSB for at køre hver halve time. Tak til mine fødder for at gøre så ondt som de gjorde. Men jeg overlevede. Jeg kom hjem, og de minder og venner jeg fik igår vil jeg altid huske tilbage på. Thank God jeg ikke tog hjem tidligt. Thank God.