A Hairy Problem

Imorgen skal der for første gang i snart 3 år ske noget nyt med mit hår. Eller.. Nyt og nyt, det skal gøres længere. 'Længere?' you ask, - så kan man kun bruge en ting. Ja. Extensions. Jeg skal have extensions. For første gang.
Det er eneste jeg frygter er én ting:
Folk tror jeg efteraber. Gud hvor lød det egentlig barnligt og småkikset. Men sådan ligger landet. For hvis folk i klassen tror jeg efteraber Laura (med de smukke extensions) så... Ja. Det skal bare ikke ske.
Og så, - okay det bliver så to ting, at det bliver grimt. Selvfølgelig. Jeg tror VIRKELIG ikke jeg kan overskue en dårlig haircut en gang til. Sidste gang ødelagde det mig helt. Virkelig. Lang historie, noget vi slet ikke bør tale om. Men ih, nu kan jeg slet ikke lade være;

Men det med udseende betyder egentlig meget for mig. Desværre. Ihvertfald mit eget. "Ih du er altid så fin, Maria" sagde Sarah i fysik da jeg ordnede min makeup. "Du kommer aldrig i skole morgengrim uden makeup og morgenhår. Du har altid pæn og opfrisket makeup, og sat hår". Det passer egentlig. - Ikke for at lyde egoistisk, men det passer. Jeg KAN ikke gå i skole i jogginbukser og uden makeup. Det kan jeg bare ikke. Jeg kan ikke se dig i øjnene om morgenen uden makeup og morgenhår. Hvorfor? Fordi jeg mangler selvtillid. Og fordi jeg lever på en løgn. Når folk tror jeg har det sjovt, - så har jeg det sjovt. Også selvom smilet er plantet på mod vilje, og det gør helt ondt indeni. Men hvis du tror jeg har det sjovt, - så får jeg det straks sjovt. Og når jeg har makeup på er jeg mig. Maria med de skæve tænder. Maria med det grimme morgenhår. Maria med den urene hud, og Maria med det kiksede tøj vil jeg ikke kendes til. Den rigtige Maria (desværre..) kender jeg ikke længere. Når jeg er hende føler jeg mig utilpas. Hvor er det egentlig trist.
Da jeg blev klippet korthåret (ved en fejl) ændrede en masse ting for mig. Hvilket... egentlig ikke burde være sket. For hey, 'det er jo bare hår'. 'Det er jo bare hår'. - Sandt. Men det gjalt desværre ikke her. Jeg gik fra pigen med det lange hår, til pigen med den korte page. Jeg var ikke en pige længere. - I mine øjne. Jeg var ikke en af pigerne. Men samtidig, var jeg heller ikke en dreng. Jeg var... Ingenting. "Mathilde har fået de nye sko, ih hvor er de pæne!". Pigerne samles og beundrer bronze skoene. Dem Laura S også havde. Flotte, det var de. Og smarte når man tænkte på, at vi gik i 6. Alle pigerne gik derover. Jeg blev. Selvfølgelig.
 Pigerne gik derover. Pigerne. Det gjorde så ondt i maven. Jeg følte, at jeg ikke kunne tillade mig at gå derover. At de andre piger, - som var mine venner. Eneste venner dengang, ville kigge underligt på mig og tænke "hvorfor er hun her? Hvorfor deltager hun i pige-snakken?" Noget jeg jo nu VED at de ikke ville have taget. Men når du får frastjålet din feminitet er det hele ikke så let. Frem med store sorte T-shirts. Løse. Alle sammen. Op med hætten for at skjule håret. "Emo" blev det dækket som. Var det nu DET jeg skulle følge? Jeg var blevet klippet for at blive mere piget. Men istedet var jeg røget ned i mediernes onde cirkel. "er du deprimeret er du emo. Er du emo, skærer du i dig selv. Skærer du i dig selv begår du selvmord". Det var jo det de sagde. Alle sammen. I TV'et, på internettet, i teenage bøger, i sangene og alle de andre. Sagen var jo så bare den, at jeg ikke var emo. Jeg var bare så pisseked af det, og følte mig noget så malplaceret. Mere malplaceret end nogensinde før. Mere end alt det med Frankrig. Jeg var for ung og uerfaren til at kunne stille spørgsmål ved mit eget køn, eksistens og seksualitet. Ting jeg ved nu. Er... Jeg da ret så sikker på. for hey, jeg er en pige, jeg er til for at elske, blive elsket og formere mig så vores race overlever, og  jeg er straight. Sådan. Men som 12-årig er det ikke så let. I guess. Det hele ordnede sig. ....Lidt mere, da jeg valgte at blive "failscene/kiddie". Den dag der var det store loppemarked. Jeg havde fået huller i ørene, de glimtrede. Jeg havde en hvid TÆTsiddede trøje på. Hvid. Pæn. Jeg havde lyserøde spænder i håret, og følte mig piget. Og smart. "Smart som en 20-årig" tænkte jeg dengang. Jamen kære lille ven dog. De 2½ år med tupering og endeløse diskussioner med min mor, de 2½ år med "jeg tager ikke i skole, jeg har en dårlig hårdag" og de 2½ år med ånssvage vaske-hår-skemaer er ovre nu.
 Nu kender jeg mit hår. Løst OG sat op. Sat op er nu lagt på hylden. Men nu skal jeg lære det hele én gang til. Når det er blevet klippet. Kryds fingre for mig, læsere. Kryds fingre for mig.