tirsdag den 30. november 2010
søndag den 28. november 2010
Kærlighed.
"Det er ikke dig, men mig" kommentaren. Har personligty aldrig lyttet til den, men jeg kender den. Og nu har den cirklet omkring i mit tankespind i noget tid. "Men mig".
Jeg er blevet forskrækket. Jeg er for kedelig. For ja, jeg føler reglerne. Jeg giver dig et kys, jeg siger de ord du vil høre. Ikke fordi jeg føler dem, men fordi jeg ved, at det er sådan det burde være. Sådan som du ser det på film. Jeg mener det jo inderst inde ikke. Det eneste jeg kan lide ved dig vil jo altid være din ros. Ligemeget hvem du er. Jeg har behov for din accept, behov for dine søde ord som fortæller mig at alt nok skal blive okay, og at jeg er fin som jeg er. For jeg vil ikke kæmpe alene, men jeg vil heller ikke kæmpe med dig. Jeg vil kæmpe med dine tanker om mig. Men jeg vil aldrig føle noget for dig. Indtilvidere. Og nu venter jeg. Og prøver at passe på. Passe på, ikke at ryge ind i den onde cirkel igen. Det er så svært at komme ud igen, når man først har sagt ja. Så jeg venter. Jeg kan sagtens vente resten af livet, jeg er vant til at vente. Vente, selvom jeg ved det heller aldrig vil ske. Men jeg venter. Venter på du en dag dukker op. En jeg kan se i øjnene i timevis, en mit hjerte banker hurtigere for, og som jeg ikke kan få ud af tankerne. Og som føler det samme for mig. Husk på det sidste, for endnu et knust hjerte kan jeg ikke tåle.
Jeg er blevet forskrækket. Jeg er for kedelig. For ja, jeg føler reglerne. Jeg giver dig et kys, jeg siger de ord du vil høre. Ikke fordi jeg føler dem, men fordi jeg ved, at det er sådan det burde være. Sådan som du ser det på film. Jeg mener det jo inderst inde ikke. Det eneste jeg kan lide ved dig vil jo altid være din ros. Ligemeget hvem du er. Jeg har behov for din accept, behov for dine søde ord som fortæller mig at alt nok skal blive okay, og at jeg er fin som jeg er. For jeg vil ikke kæmpe alene, men jeg vil heller ikke kæmpe med dig. Jeg vil kæmpe med dine tanker om mig. Men jeg vil aldrig føle noget for dig. Indtilvidere. Og nu venter jeg. Og prøver at passe på. Passe på, ikke at ryge ind i den onde cirkel igen. Det er så svært at komme ud igen, når man først har sagt ja. Så jeg venter. Jeg kan sagtens vente resten af livet, jeg er vant til at vente. Vente, selvom jeg ved det heller aldrig vil ske. Men jeg venter. Venter på du en dag dukker op. En jeg kan se i øjnene i timevis, en mit hjerte banker hurtigere for, og som jeg ikke kan få ud af tankerne. Og som føler det samme for mig. Husk på det sidste, for endnu et knust hjerte kan jeg ikke tåle.
Mew
Det er noget tid siden jeg har haft det sådan her.
Jeg elsker mew, don't give me wrong.
Men det er noget tid siden. Noget tid siden, jeg har haft den her følelse. Den her følelse i maven. Et år, må det vel være. Et år præcist.
Jeg var helt chill til mew/kashmir i Odense. Jeg hørte endda ikke engang mew på vej derover. Ligenu sidder jeg med høj puls, mew i ørene og glæder mig som et lille barn.
Jeg ved koncerten bliver stor. Er du gal, operaen? Det er jo for sindssygt!
Jeg husker, Helena spurgte Jonas i radioen, om de ville spille noget af det gamle. "Måske" var hans svar. Hvis de gør... People, I swear, jeg ville blive noget så lykkelig. Bare tanken giver mig bogstaveligtalt gåsehud, og et sug i maven. Hvis de spillede wherever, og coffee break. 'Amen helt.... Er du helt... Jeg kan slet ikke... Det ville bare være så stort for mig.
Jeg elsker mew, don't give me wrong.
Men det er noget tid siden. Noget tid siden, jeg har haft den her følelse. Den her følelse i maven. Et år, må det vel være. Et år præcist.
Jeg var helt chill til mew/kashmir i Odense. Jeg hørte endda ikke engang mew på vej derover. Ligenu sidder jeg med høj puls, mew i ørene og glæder mig som et lille barn.
Jeg ved koncerten bliver stor. Er du gal, operaen? Det er jo for sindssygt!
Jeg husker, Helena spurgte Jonas i radioen, om de ville spille noget af det gamle. "Måske" var hans svar. Hvis de gør... People, I swear, jeg ville blive noget så lykkelig. Bare tanken giver mig bogstaveligtalt gåsehud, og et sug i maven. Hvis de spillede wherever, og coffee break. 'Amen helt.... Er du helt... Jeg kan slet ikke... Det ville bare være så stort for mig.
tirsdag den 23. november 2010
Dum.
Blondine dum er vel noget vi alle har hørt om og kender til.
Selvom jeg er født med knaldsort hår, og altid har været brunette har frygten for at lyde og virke dum haft al for stor indflydelse i mit liv.
Jeg kan særdeles bebrejde mine forældre for det, det er jeg ikke bange for at sige.
Selvom jeg ved mine forældre elsker mig, de kun vil mig det bedste og jeg elsker dem, har de en indstilling der i mine øjne er fuldkommen forkert.
De prøver at få mig til at yde det bedste. Altid yde mindst 10% mere. - Hvilket egentlig er fint nok.
Men hvis du kommer hjem med 14 ti-taller og 3 syv-taller, har jeg af en eller anden grund ikke forstået endnu, hvordan mine forældre kan begynde at skælde mig ud om mine 3 middelmådige karakterer, uden overhovedet at kommentere mine 14 fremragende.
Og nu sidder jeg så her, rystende med tåre i øjnene efter en elevplan hvor de sagde jeg måske ikke lavede mine lektier. "Men vi er nu ikke helt sikre" - klart I ikke er det, når I ikke tager mig. For I tager mig ikke længere.
Jeg sidder med armen oppe hele fransktimen, men må ikke tale. For de ved jeg kan, så hvorfor ikke bruge deres tid på nogle af de andre elever der har sværere ved det?
Og hvorfor tage mig og mine tusinde noter i samfundsfag, når der er en småflabet dreng der lader sig få ordet også selvom han ikke har hånden oppe?
De eneste gange lærerne kan se hvad jeg dur til, er når vi skal aflevere opgaver. Hvilket sker sjældent.
"Har du sjusket lidt Maria?" - nej. "Lytter du overhovedet efter i mine timer? Det ligner du bare sidder og tegner kruseduller" - Ja jeg gør. Og nej. Det er noter. Tak fordi du lagde mærke til det.
Jeg skal ikke være bange for at sige, at jeg fik fire i min sidste års terminsprøve i matematik. Jeg er ikke god til matematik, det indrømmer jeg gerne.
Men når jeg hører min veninde fortælle om, hvor stolt hendes mor var over hendes flotte karakter (også fire), havde jeg en knugende fornemmelse i maven. For mine forældres bebrejdende blikke og skuffende suk versus hendes moders opmuntrende ros, gjorde egentlig ret ondt på en eller anden måde.
Jeg gør alt for at gøre mine forældre stolte. Virkelig. Hvis mine forældre er stolte, er jeg selv stolt over mig selv og det arbejde jeg har gjort. Men når de ikke lægger mærke til et års slid, men kun fokuserer på det jeg i forvejen kæmper for at blive bedre til med bebrejdelse, føler jeg mig som en komplet fiasko.
Jeg ved ikke om det er fair eller ej. Jeg ville bare ønske de sagde hvor stolte de er af mig. - Noget, jeg ikke er nødt til at tvinge ud af dem i et skænderi.
Jeg ville ønske min mor roste min udtale i fransk. Jeg ville ønske min far roste mit sprog. Hvor meget tid jeg bruger på lektier, and the list goes on. Jeg ved der er mange der har det som mig. Men igen. Hvis bare... Hvis bare de ville rose mig, så jeg vidste jeg rent faktisk var noget, og bliver til noget. Jeg ville ønske min far ville støtte mig om drømmen om at arbejde indenfor medie. "....Hvad med jura eller en lægeuddannelse? Det vil du slet ikke??"
Måske er standarden i min klasse al for høj. Det skulle ikke undre mig. Men som en af de eneste i klassen der ikke får en vis form for 'belønning' når jeg kommer hjem med ros og gode karakterer, føler jeg mig alligevel snydt på en eller anden absurd måde. "Jeg får 300 kroner for hvert ti-tal jeg hiver med hjem" sagde en fra klassen idag. "Se, jeg fik 7 i biologi! Det betyder vi skal ud og spise på restaurant idag"
Se mig. Jeg får klassens bedste gennemsnit. Se mig, jeg går grædende i seng med skæld ud over et syvtal.
Selvom jeg er født med knaldsort hår, og altid har været brunette har frygten for at lyde og virke dum haft al for stor indflydelse i mit liv.
Jeg kan særdeles bebrejde mine forældre for det, det er jeg ikke bange for at sige.
Selvom jeg ved mine forældre elsker mig, de kun vil mig det bedste og jeg elsker dem, har de en indstilling der i mine øjne er fuldkommen forkert.
De prøver at få mig til at yde det bedste. Altid yde mindst 10% mere. - Hvilket egentlig er fint nok.
Men hvis du kommer hjem med 14 ti-taller og 3 syv-taller, har jeg af en eller anden grund ikke forstået endnu, hvordan mine forældre kan begynde at skælde mig ud om mine 3 middelmådige karakterer, uden overhovedet at kommentere mine 14 fremragende.
Og nu sidder jeg så her, rystende med tåre i øjnene efter en elevplan hvor de sagde jeg måske ikke lavede mine lektier. "Men vi er nu ikke helt sikre" - klart I ikke er det, når I ikke tager mig. For I tager mig ikke længere.
Jeg sidder med armen oppe hele fransktimen, men må ikke tale. For de ved jeg kan, så hvorfor ikke bruge deres tid på nogle af de andre elever der har sværere ved det?
Og hvorfor tage mig og mine tusinde noter i samfundsfag, når der er en småflabet dreng der lader sig få ordet også selvom han ikke har hånden oppe?
De eneste gange lærerne kan se hvad jeg dur til, er når vi skal aflevere opgaver. Hvilket sker sjældent.
"Har du sjusket lidt Maria?" - nej. "Lytter du overhovedet efter i mine timer? Det ligner du bare sidder og tegner kruseduller" - Ja jeg gør. Og nej. Det er noter. Tak fordi du lagde mærke til det.
Jeg skal ikke være bange for at sige, at jeg fik fire i min sidste års terminsprøve i matematik. Jeg er ikke god til matematik, det indrømmer jeg gerne.
Men når jeg hører min veninde fortælle om, hvor stolt hendes mor var over hendes flotte karakter (også fire), havde jeg en knugende fornemmelse i maven. For mine forældres bebrejdende blikke og skuffende suk versus hendes moders opmuntrende ros, gjorde egentlig ret ondt på en eller anden måde.
Jeg gør alt for at gøre mine forældre stolte. Virkelig. Hvis mine forældre er stolte, er jeg selv stolt over mig selv og det arbejde jeg har gjort. Men når de ikke lægger mærke til et års slid, men kun fokuserer på det jeg i forvejen kæmper for at blive bedre til med bebrejdelse, føler jeg mig som en komplet fiasko.
Jeg ved ikke om det er fair eller ej. Jeg ville bare ønske de sagde hvor stolte de er af mig. - Noget, jeg ikke er nødt til at tvinge ud af dem i et skænderi.
Jeg ville ønske min mor roste min udtale i fransk. Jeg ville ønske min far roste mit sprog. Hvor meget tid jeg bruger på lektier, and the list goes on. Jeg ved der er mange der har det som mig. Men igen. Hvis bare... Hvis bare de ville rose mig, så jeg vidste jeg rent faktisk var noget, og bliver til noget. Jeg ville ønske min far ville støtte mig om drømmen om at arbejde indenfor medie. "....Hvad med jura eller en lægeuddannelse? Det vil du slet ikke??"
Måske er standarden i min klasse al for høj. Det skulle ikke undre mig. Men som en af de eneste i klassen der ikke får en vis form for 'belønning' når jeg kommer hjem med ros og gode karakterer, føler jeg mig alligevel snydt på en eller anden absurd måde. "Jeg får 300 kroner for hvert ti-tal jeg hiver med hjem" sagde en fra klassen idag. "Se, jeg fik 7 i biologi! Det betyder vi skal ud og spise på restaurant idag"
Se mig. Jeg får klassens bedste gennemsnit. Se mig, jeg går grædende i seng med skæld ud over et syvtal.
søndag den 14. november 2010
De solbriller
Du har, som du elsker. De solbriller du ville ønske du kunne gå med, og det ville være helt okay. De solbriller du har lyst til at tabe 10 kg for, klippe håret kort, ANYTHING for, at de ville klæde dig. Men det gør de ikke. Ikke sådan rigtig. Og de er også FOR skøre. FOR wicked. For skøre og wicked for vores samfund. Men GOD hvor ville jeg ønske jeg kunne gå med dem. FOR JEG ELSKER DEMHoly MUSTACHE
22 læsere? Holy moly! Hvem er I mennesker?
Jeg må snart bruge en dag på at læse alle jeres fantastiske blogs og se hvilke skønner mennesker der følger med i mit liv og mine tanker.
Tak for at læse med,
Fantino xxx
Jeg må snart bruge en dag på at læse alle jeres fantastiske blogs og se hvilke skønner mennesker der følger med i mit liv og mine tanker.
Tak for at læse med,
Fantino xxx
Foto opgave
Lige blevet færdig med foto opgaven med en fremragende Ida.
De færdige billeder vil komme ud på min anden blog så snart som muligt, tjek dem ud der på:
Fantinopictures.blogspot.com
De færdige billeder vil komme ud på min anden blog så snart som muligt, tjek dem ud der på:
Fantinopictures.blogspot.com
tirsdag den 2. november 2010
Inspiration
Nogle gange mister man et talent. Jeg havde talent for at tegne. Jeg tegnede godt. Pissegodt af min alder, faktisk. Men nu kan jeg ikke længere. Nu gider jeg ikke længere. Eller, gad.
En dag så jeg en video på youtube. En ung kvinde, der laver små videoer med hendes egne animationer. Jeg blev helt forelsket i hendes tegnestil og univers. Og nu har jeg fået lysten til at tegne igen. Tak, Julia, tak.
Youtube.com/Juliapot
Abonner på:
Opslag (Atom)