Dum.

Blondine dum er vel noget vi alle har hørt om og kender til.
Selvom jeg er født med knaldsort hår, og altid har været brunette har frygten for at lyde og virke dum haft al for stor indflydelse i mit liv.
Jeg kan særdeles bebrejde mine forældre for det, det er jeg ikke bange for at sige.
Selvom jeg ved mine forældre elsker mig, de kun vil mig det bedste og jeg elsker dem, har de en indstilling der i mine øjne er fuldkommen forkert.
De prøver at få mig til at yde det bedste. Altid yde mindst 10% mere. - Hvilket egentlig er fint nok.
Men hvis du kommer hjem med 14 ti-taller og 3 syv-taller, har jeg af en eller anden grund ikke forstået endnu, hvordan mine forældre kan begynde at skælde mig ud om mine 3 middelmådige karakterer, uden overhovedet at kommentere mine 14 fremragende.
Og nu sidder jeg så her, rystende med tåre i øjnene efter en elevplan hvor de sagde jeg måske ikke lavede mine lektier. "Men vi er nu ikke helt sikre" - klart I ikke er det, når I ikke tager mig. For I tager mig ikke længere.
Jeg sidder med armen oppe hele fransktimen, men må ikke tale. For de ved jeg kan, så hvorfor ikke bruge deres tid på nogle af de andre elever der har sværere ved det?
Og hvorfor tage mig og mine tusinde noter i samfundsfag, når der er en småflabet dreng der lader sig få ordet også selvom han ikke har hånden oppe?

De eneste gange lærerne kan se hvad jeg dur til, er når vi skal aflevere opgaver. Hvilket sker sjældent.

"Har du sjusket lidt Maria?" - nej. "Lytter du overhovedet efter i mine timer? Det ligner du bare sidder og tegner kruseduller" - Ja jeg gør. Og nej. Det er noter. Tak fordi du lagde mærke til det.

Jeg skal ikke være bange for at sige, at jeg fik fire i min sidste års terminsprøve i matematik. Jeg er ikke god til matematik, det indrømmer jeg gerne.
Men når jeg hører min veninde fortælle om, hvor stolt hendes mor var over hendes flotte karakter (også fire), havde jeg en knugende fornemmelse i maven. For mine forældres bebrejdende blikke og skuffende suk versus hendes moders opmuntrende ros, gjorde egentlig ret ondt på en eller anden måde.

Jeg gør alt for at gøre mine forældre stolte. Virkelig. Hvis mine forældre er stolte, er jeg selv stolt over mig selv og det arbejde jeg har gjort. Men når de ikke lægger mærke til et års slid, men kun fokuserer på det jeg i forvejen kæmper for at blive bedre til med bebrejdelse, føler jeg mig som en komplet fiasko.
Jeg ved ikke om det er fair eller ej. Jeg ville bare ønske de sagde hvor stolte de er af mig. - Noget, jeg ikke er nødt til at tvinge ud af dem i et skænderi.

Jeg ville ønske min mor roste min udtale i fransk. Jeg ville ønske min far roste mit sprog. Hvor meget tid jeg bruger på lektier, and the list goes on. Jeg ved der er mange der har det som mig. Men igen. Hvis bare... Hvis bare de ville rose mig, så jeg vidste jeg rent faktisk var noget, og bliver til noget. Jeg ville ønske min far ville støtte mig om drømmen om at arbejde indenfor medie. "....Hvad med jura eller en lægeuddannelse? Det vil du slet ikke??"

Måske er standarden i min klasse al for høj. Det skulle ikke undre mig. Men som en af de eneste i klassen der ikke får en vis form for 'belønning' når jeg kommer hjem med ros og gode karakterer, føler jeg mig alligevel snydt på en eller anden absurd måde. "Jeg får 300 kroner for hvert ti-tal jeg hiver med hjem" sagde en fra klassen idag. "Se, jeg fik 7 i biologi! Det betyder vi skal ud og spise på restaurant idag"




Se mig. Jeg får klassens bedste gennemsnit. Se mig, jeg går grædende i seng med skæld ud over et syvtal.