"Det er ikke dig, men mig" kommentaren. Har personligty aldrig lyttet til den, men jeg kender den. Og nu har den cirklet omkring i mit tankespind i noget tid. "Men mig".
Jeg er blevet forskrækket. Jeg er for kedelig. For ja, jeg føler reglerne. Jeg giver dig et kys, jeg siger de ord du vil høre. Ikke fordi jeg føler dem, men fordi jeg ved, at det er sådan det burde være. Sådan som du ser det på film. Jeg mener det jo inderst inde ikke. Det eneste jeg kan lide ved dig vil jo altid være din ros. Ligemeget hvem du er. Jeg har behov for din accept, behov for dine søde ord som fortæller mig at alt nok skal blive okay, og at jeg er fin som jeg er. For jeg vil ikke kæmpe alene, men jeg vil heller ikke kæmpe med dig. Jeg vil kæmpe med dine tanker om mig. Men jeg vil aldrig føle noget for dig. Indtilvidere. Og nu venter jeg. Og prøver at passe på. Passe på, ikke at ryge ind i den onde cirkel igen. Det er så svært at komme ud igen, når man først har sagt ja. Så jeg venter. Jeg kan sagtens vente resten af livet, jeg er vant til at vente. Vente, selvom jeg ved det heller aldrig vil ske. Men jeg venter. Venter på du en dag dukker op. En jeg kan se i øjnene i timevis, en mit hjerte banker hurtigere for, og som jeg ikke kan få ud af tankerne. Og som føler det samme for mig. Husk på det sidste, for endnu et knust hjerte kan jeg ikke tåle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar