Ohwell, det skulle jo ske.
Lave minuddannelse.dk-profilen.
Shit.
Faktummet, at de der har de gymnasier jeg skal søge ind på vil læse min profil og blandt andet derfra afgøre, om jeg skal ind eller ej..... Giver mig gåsehud.
Jeg brugte 3 timer på den. Endelig færdig. Men hvad nu? Profilbillede til?
Jeg loader. Fejl. Loader. Fejl.
Læser; billedet skal være på under 100 KB. JEG KAN IKKE LAVE BILLEDER PÅ UNDER 100 KB.
Smutter ud og bælder fem liter pepsi max om lidt. Dårlige nerver.
- så må Nordkraft-bogen vente.
tirsdag den 28. december 2010
onsdag den 22. december 2010
Glædelig Jul.
Ønsker alle, Gud og hvermand, en glædelig jul, i det jeg nu kender bedst.
Det som ikke ændrer sig, ligemeget om vi mister en på vejen.
Min kære elskede jul.
Gør mig en tjeneste, og ændr aldrig på vor dejlige jul. For det er ved Gud noget af det sidste vi rigtig har tilbage.
Glædelig jul.
mandag den 20. december 2010
Peberkagehus
I DIT IT
Nu lyder det måske lidt tamt, men jo, dette indlæg er om mit fantastiske (u)perfekte peberkagehus, jeg sidste fredag byggede med mine skønne veninder, til julehygge hjemme hos mig.
Jeg troede oprigtigt ALDRIG, at jeg nogensinde ville kunne bygge et, da det de sidste, - hvad? 5-6 år?? ALTID er gået heeelt galt.
Men i år skete det, - i år gik det godt! Det lykkedes! Det var ligefør en tåre løb ned af kinden, da det var færdigt. -Jeg var så stolt! Og hvor blev det også hyggeligt at se på!
Nu troner det frem i stuen blandt julenisser og julelys og viser alle og enhver, hvilket talentfuldt menneske der bor i dette hus.
Jeg er nu stolt.
torsdag den 16. december 2010
Fake it
Det gør ondt ligenu. Ondt indeni. du har bragt mig den smerte, fordi du selv har ondt. Jeg bragte dig den smerte.
Nu har vi begge ondt, - det går godt.
Jeg er målløs, jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg ved en tåre ikke hjælper, jeg ved et smil ikke ændrer. Hvad skal jeg sige? Hvorfor vil du ikke tale med mig?
Jeg er forvirret, kan ikke holde hovedet klart. Kan ikke engang skrive hvad jeg vil skrive, nu er det hele fucked.
Fake it, fuck it, smil og vær glad. I det mindste nu hvor det er jul. Fake it, fuck it.
Nu har vi begge ondt, - det går godt.
Jeg er målløs, jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg ved en tåre ikke hjælper, jeg ved et smil ikke ændrer. Hvad skal jeg sige? Hvorfor vil du ikke tale med mig?
Jeg er forvirret, kan ikke holde hovedet klart. Kan ikke engang skrive hvad jeg vil skrive, nu er det hele fucked.
Fake it, fuck it, smil og vær glad. I det mindste nu hvor det er jul. Fake it, fuck it.
søndag den 12. december 2010
We Had a Blast
Alt hvad vi gik igennem før koncerten var det værd. Og vi nåede det.
Selvom raseriet brusede og boblede i blodet på mig, nåede vi det. Og vi kom til at stå forrest. For forrest, det SKULLE vi! Og bare TANKEN om at det skulle ende som sidste gang, gjorde mig så frustreret. Så vred. Så gal!
Men vi nåede det, og jeg kom endda ind til scenen først.
At nogle svenskere så valgte at tage min plads mens jeg var ude i 5 sekunder for at sætte mit hår, vælge at ignorere da jeg sagde at jeg nu stod der, og derefter bagtale mig på svensk som om jeg ikke forstod en pløk af hvad de sagde, måtte jeg bare ignorere. - Også selvom det fik noget af raseriet frem igen.
Vi ventede, og vi ventede og vi ventede. Man kunne mærke det. Mærke det i maven, og på pulsen. Jeg følte mig som en beatlesfan i 60erne. Det tror jeg næsten vi alle gjorde. Vi hoppede og skreg, dansede på bedste 60er manér, og følte os frie til uskyldige toner af ungdommen som den burde være.
Energien til koncerten var fantastisk. Det er sjældendt folk hopper og danser. - Ihvertfald på denne måde. Jeg elsker the Drums. Og åh kære Gud, hvor ville jeg dog ønske de spillede mindst 50 flere koncerter her i Danmark! Kom tilbage! Jeg er ikke færdig endnu! Jeg vil have mere!
Se 'Don't Be a Jerk, Johnny' her
Jeg fik filmet et par af sangene. Tre af dem kan indtilvidere ses på min youtube, Greyshampoo (bedøm venligst ikke navnet, jeg ved det er forfærdeligt corny)
Bare at prøve at stå stille, og holde kameraet var næsten umuligt. Folk hoppede, dansede og skubbede til mig konstant. Men åh.. Hvor jeg dog savner det nu.
Selvom raseriet brusede og boblede i blodet på mig, nåede vi det. Og vi kom til at stå forrest. For forrest, det SKULLE vi! Og bare TANKEN om at det skulle ende som sidste gang, gjorde mig så frustreret. Så vred. Så gal!
Men vi nåede det, og jeg kom endda ind til scenen først.
At nogle svenskere så valgte at tage min plads mens jeg var ude i 5 sekunder for at sætte mit hår, vælge at ignorere da jeg sagde at jeg nu stod der, og derefter bagtale mig på svensk som om jeg ikke forstod en pløk af hvad de sagde, måtte jeg bare ignorere. - Også selvom det fik noget af raseriet frem igen.
Vi ventede, og vi ventede og vi ventede. Man kunne mærke det. Mærke det i maven, og på pulsen. Jeg følte mig som en beatlesfan i 60erne. Det tror jeg næsten vi alle gjorde. Vi hoppede og skreg, dansede på bedste 60er manér, og følte os frie til uskyldige toner af ungdommen som den burde være.
Energien til koncerten var fantastisk. Det er sjældendt folk hopper og danser. - Ihvertfald på denne måde. Jeg elsker the Drums. Og åh kære Gud, hvor ville jeg dog ønske de spillede mindst 50 flere koncerter her i Danmark! Kom tilbage! Jeg er ikke færdig endnu! Jeg vil have mere!
Se 'Don't Be a Jerk, Johnny' her
Jeg fik filmet et par af sangene. Tre af dem kan indtilvidere ses på min youtube, Greyshampoo (bedøm venligst ikke navnet, jeg ved det er forfærdeligt corny)
Bare at prøve at stå stille, og holde kameraet var næsten umuligt. Folk hoppede, dansede og skubbede til mig konstant. Men åh.. Hvor jeg dog savner det nu.
tirsdag den 7. december 2010
Røde Læber
Jeg har altid beundret røde læber og rød læbestift generelt.
Mens mange andre fandt det sensuelt, fandt jeg det (og findet det stadig) smukt og klassisk.
Da jeg var i Paris var der til min egen overraskelse reklamer for røde læbestifter, virkelig, alle vegne! Det var årets trend! Desuden så jeg både i byen ved Mouffetard (gade i inde Paris, kendt for at være fyldt med unge studerende, kinda like stræderne i KBH K) unge piger på min alder med røde læber...
Det åbnede mine øjne en hel del. Af en eller anden grund, havde jeg altid set det som helt umuligt for mig at købe en rød læbestift. Det var åbenbart alt for gammeldags. Men når man ser unge tjekkede parisiennes med pelsjakker og rød læbestift, er man ikke i tvivl. - Så vil man også have en.
Det er søndag, en af de sidste dage i Paris for mit vedkommende. Det regner. Meget. Faktisk, har jeg aldrig set så meget regn før. Gaderne er lyst op af fakkeltog. Demonstranter. Både skræmmende, og utrolig smukt.
Jeg går ind i Sephora. Aldrig har jeg set så mange forskellige røde læbestifer! De fandtes i alle nuancer, hvilket selvfølgelig gjorde det næsten umuligt at vælge.
Jeg stoppede en halv, og tænkte mig om.
Ligemeget hvad, ville en rød læbestift koste en formue. For det gjorde de alle. Men den skulle også være i god kvalitet. Det ville være min første 'rigtige' læbestift af god kvalitet. Hvad ville den lille Maria have valgt?
Svaret var egentlig let, så snart jeg havde tænkt mig om.
Jeg skal have en knaldrød. Den rødeste de havde. Rødere end rød. Den rødeste jeg kunne finde var fra Makeup For Ever. Aldrig har jeg set en så rød læbestift før. Når du putter den på læberne, er den næsten FOR rød. Men jeg elsker den.
Nu toner jeg den normalt ned med en lidt mørkere og mere skinnende rød læbestift både under og lidt ovenpå, hvilket giver en mere 'afslappet' rød. Men fy fannn, hvor jeg elsker at have røde læber!
Mens mange andre fandt det sensuelt, fandt jeg det (og findet det stadig) smukt og klassisk.
Da jeg var i Paris var der til min egen overraskelse reklamer for røde læbestifter, virkelig, alle vegne! Det var årets trend! Desuden så jeg både i byen ved Mouffetard (gade i inde Paris, kendt for at være fyldt med unge studerende, kinda like stræderne i KBH K) unge piger på min alder med røde læber...
Det åbnede mine øjne en hel del. Af en eller anden grund, havde jeg altid set det som helt umuligt for mig at købe en rød læbestift. Det var åbenbart alt for gammeldags. Men når man ser unge tjekkede parisiennes med pelsjakker og rød læbestift, er man ikke i tvivl. - Så vil man også have en.
Det er søndag, en af de sidste dage i Paris for mit vedkommende. Det regner. Meget. Faktisk, har jeg aldrig set så meget regn før. Gaderne er lyst op af fakkeltog. Demonstranter. Både skræmmende, og utrolig smukt.
Jeg går ind i Sephora. Aldrig har jeg set så mange forskellige røde læbestifer! De fandtes i alle nuancer, hvilket selvfølgelig gjorde det næsten umuligt at vælge.
Jeg stoppede en halv, og tænkte mig om.
Ligemeget hvad, ville en rød læbestift koste en formue. For det gjorde de alle. Men den skulle også være i god kvalitet. Det ville være min første 'rigtige' læbestift af god kvalitet. Hvad ville den lille Maria have valgt?
Svaret var egentlig let, så snart jeg havde tænkt mig om.
Jeg skal have en knaldrød. Den rødeste de havde. Rødere end rød. Den rødeste jeg kunne finde var fra Makeup For Ever. Aldrig har jeg set en så rød læbestift før. Når du putter den på læberne, er den næsten FOR rød. Men jeg elsker den.
Nu toner jeg den normalt ned med en lidt mørkere og mere skinnende rød læbestift både under og lidt ovenpå, hvilket giver en mere 'afslappet' rød. Men fy fannn, hvor jeg elsker at have røde læber!
mandag den 6. december 2010
Min farmor
Jeg havde gjort mig parat på, at min farmor højst sandsynligt aldrig ville blive normal igen. Selv at hun døde i julen præcis som min morfar gjorde, var jeg også klar på.
Hun faldt og slog sig. Da hun røg på hospitalet, fandt de en masse andet der var galt med hende. Hun blev i sengen alt for længe. Hun var ikke klar i hovedet længere. Hun kunne ikke gå. Hun var som et barn. Min farmor. MIN farmor! Min 84-årige farmor. Min farmor, som tog i tivoli hver dag, som havde beundrere der var mindst 20 år yngre end hende, min farmor der stadig var sulten efter livet, min farmor der stadig gik op i hvordan hun så ud, den farmor, - min farmor, der kom i lyserødt jakkesæt og stor hat med tilhørende blomsterbrocher til min konfirmation og overstrålede alle de gråmus af andre bedstemødte på blot 67 år. Den farmor. Min farmor.
"Jeg besøgte hende idag, Maritjen*" Sagde min far i aftes. Jeg gør mig parat endnu engang. Nu var der sket noget. "Hun var helt klar i hovedet. Hun gik igen, - uden rollator. Hun er rask"
Min farmor.
Min fantastiske, farmor. Jeg elsker hende.
Hun faldt og slog sig. Da hun røg på hospitalet, fandt de en masse andet der var galt med hende. Hun blev i sengen alt for længe. Hun var ikke klar i hovedet længere. Hun kunne ikke gå. Hun var som et barn. Min farmor. MIN farmor! Min 84-årige farmor. Min farmor, som tog i tivoli hver dag, som havde beundrere der var mindst 20 år yngre end hende, min farmor der stadig var sulten efter livet, min farmor der stadig gik op i hvordan hun så ud, den farmor, - min farmor, der kom i lyserødt jakkesæt og stor hat med tilhørende blomsterbrocher til min konfirmation og overstrålede alle de gråmus af andre bedstemødte på blot 67 år. Den farmor. Min farmor.
"Jeg besøgte hende idag, Maritjen*" Sagde min far i aftes. Jeg gør mig parat endnu engang. Nu var der sket noget. "Hun var helt klar i hovedet. Hun gik igen, - uden rollator. Hun er rask"
Min farmor.
Min fantastiske, farmor. Jeg elsker hende.
søndag den 5. december 2010
Uncle Muffin
Uncle Muffin, min bedsteveninde, Anne Sofie,'s brors gamle band. Jeg kan tydeligt huske jeg lyttede til det, efter hun havde fortalt mig om det. Hvor gamle havde vi været der? Ikke særligt gamle. 4-5 klasse måske?
Jeg kan ihvertfald huske, at selvom jeg kendte mew dengang, var de en af de få bands der spillede noget musik hvor du straks tænkte "yes. Dét der, det er nice. Dét der, det lyder godt" og det gør det.
Nu har han jo fået et nyt band har jeg hørt, de skulle klare sig godt, - lykke til, til ham :)
Da Anne Sofie og jeg snakkede om det, kom jeg igen i tanke om det gamle. Og det fortjente en lytter. - Det har jeg ikke fortrudt.
Og nu, kære følgere, synes jeg, at I fortjener også at høre musikken.
Jeg kan især anbefale The Wreck.
Myspace.com/UncleMuffin
Nyt band: Ulige Numre
Jeg kan ihvertfald huske, at selvom jeg kendte mew dengang, var de en af de få bands der spillede noget musik hvor du straks tænkte "yes. Dét der, det er nice. Dét der, det lyder godt" og det gør det.
Nu har han jo fået et nyt band har jeg hørt, de skulle klare sig godt, - lykke til, til ham :)
Da Anne Sofie og jeg snakkede om det, kom jeg igen i tanke om det gamle. Og det fortjente en lytter. - Det har jeg ikke fortrudt.
Og nu, kære følgere, synes jeg, at I fortjener også at høre musikken.
Jeg kan især anbefale The Wreck.
Myspace.com/UncleMuffin
Nyt band: Ulige Numre
lørdag den 4. december 2010
Det jul, det oldshCOOLe
I år bliver der kørt julestemning som alle de andre år. I min familie tager vi julen, som sikkert mange andre, meget alvorligt. Det handler om tusinde og atter tusinde traditioner der skal velideholdes. I min familie kører vi på Disney julen, vi kører jul i 40-50erne med Frank Sinatra og Bing Crosby som baggrundsmusik, vi snakker gamle julefilm, gammel julemad, det store majestætiske juletræ med al dens glans, det gamle røde, guld og glitrende juledekoration, ild i pejsen og gran ved døren. Trods mine 15 år, hænger jeg stadig en rød julesok. Jeg må dog indrømme at jeg ikke er kommet i stemning endnu. Men bare rolig, den skal nok komme.
Fest i kirken
Folk væltede rundt, hoppede og skreg, jeg har ikke oplevet noget så sinddsygt i meget lang tid.
Men det var nice. Rigtig nice.
Festen døde, men levede op igen senere. Dog var folk ikke så væk som i starten senere, hvilket gav hele festen langt mere kontrol.
Stadig rigtig nice. Jeg har fået nye bekendtskaber, nye venner. Lucky for jer guys, fik jeg taget en masse billeder til festen. Nogle af de bedste kan ses i min anden blog.
Rock on.
Abonner på:
Opslag (Atom)