Alt hvad vi gik igennem før koncerten var det værd. Og vi nåede det.
Selvom raseriet brusede og boblede i blodet på mig, nåede vi det. Og vi kom til at stå forrest. For forrest, det SKULLE vi! Og bare TANKEN om at det skulle ende som sidste gang, gjorde mig så frustreret. Så vred. Så gal!
Men vi nåede det, og jeg kom endda ind til scenen først.
At nogle svenskere så valgte at tage min plads mens jeg var ude i 5 sekunder for at sætte mit hår, vælge at ignorere da jeg sagde at jeg nu stod der, og derefter bagtale mig på svensk som om jeg ikke forstod en pløk af hvad de sagde, måtte jeg bare ignorere. - Også selvom det fik noget af raseriet frem igen.
Vi ventede, og vi ventede og vi ventede. Man kunne mærke det. Mærke det i maven, og på pulsen. Jeg følte mig som en beatlesfan i 60erne. Det tror jeg næsten vi alle gjorde. Vi hoppede og skreg, dansede på bedste 60er manér, og følte os frie til uskyldige toner af ungdommen som den burde være.
Energien til koncerten var fantastisk. Det er sjældendt folk hopper og danser. - Ihvertfald på denne måde. Jeg elsker the Drums. Og åh kære Gud, hvor ville jeg dog ønske de spillede mindst 50 flere koncerter her i Danmark! Kom tilbage! Jeg er ikke færdig endnu! Jeg vil have mere!
Se 'Don't Be a Jerk, Johnny' her
Jeg fik filmet et par af sangene. Tre af dem kan indtilvidere ses på min youtube, Greyshampoo (bedøm venligst ikke navnet, jeg ved det er forfærdeligt corny)
Bare at prøve at stå stille, og holde kameraet var næsten umuligt. Folk hoppede, dansede og skubbede til mig konstant. Men åh.. Hvor jeg dog savner det nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar