Min farmor

Jeg havde gjort mig parat på, at min farmor højst sandsynligt aldrig ville blive normal igen. Selv at hun døde i julen præcis som min morfar gjorde, var jeg også klar på.
 Hun faldt og slog sig. Da hun røg på hospitalet, fandt de en masse andet der var galt med hende. Hun blev i sengen alt for længe. Hun var ikke klar i hovedet længere. Hun kunne ikke gå. Hun var som et barn. Min farmor. MIN farmor! Min 84-årige farmor. Min farmor, som tog i tivoli hver dag, som havde beundrere der var mindst 20 år yngre end hende, min farmor der stadig  var sulten efter livet, min farmor der stadig gik op i hvordan hun så ud, den farmor, - min farmor, der kom i lyserødt jakkesæt og stor hat med tilhørende blomsterbrocher til min konfirmation og overstrålede alle de gråmus af andre bedstemødte på blot 67 år. Den farmor. Min farmor.
"Jeg besøgte hende idag, Maritjen*" Sagde min far i aftes. Jeg gør mig parat endnu engang. Nu var der sket noget. "Hun var helt klar i hovedet. Hun gik igen, - uden rollator. Hun er rask"
 Min farmor.
Min fantastiske, farmor. Jeg elsker hende.