Og der står han. Køn er han ikke, men ung det er han. Svedig er han også. Dråber på panden, vandfald i hænderne. Ung og nervøs. Ny på livet, kærlighedslivet.
Urets tikken minder ham om dommedag. En halv time endnu. Bør han tage afsted nu? Nah, han bliver lidt endnu. Han bør være afslappet når de ses. Han var jo afslappet sidst. Dog var det med procenter i blodet. En del procenter. Modig som prinsen på den hvide hest. Der er ikke meget superhelt over ham nu. Intet kan distrahere ham. TV'et blinker forstyrrende i øjnene, minutterne fylder det hele. 25 minutter endnu. Måske ville en øl gøre godt. Bare ikke så meget som sidst. Han fik rigeligt sidst. Og selvtilliden var måske også i overkanten. Gad vide om han skræmte hende lidt. Om hånden på låret var for meget. Piger kan jo være så emsige nogengange. 10 minutter til. Nu tager han afsted. Han kan jo altid vente i bilen indtil klokken blir' hel.
Og der står hun. Foran spejlet. Der har hun stået de sidste 20 minutter. Der er ikke mere hun kan gøre. Det hele sidder vel som det skal. Ja, det kan vel ikke gøres så meget. Ikke gøre noget ved den mave hun har. Pasta og ketchup lidt for ofte. Det er jo også billigt. Hvis bare hun kunne nærme sig de piger hun så i bladet. Håret sad jo langt bedre på hende fra side 14 end det nogensinde vil gøre på hende selv. Tankerne svømmer rundt, fylder hele gangen på 5. sal. Pludselig opbremsning. En bils dytten sniger sig op af de grå og kolde trapper der langsomt gennem den skandinaviske vinter har fået selv støvet til at fryse til is. Tænk hun skulle på date. Det var noget tid siden sidst. Virker hun mon for desperat? Hun sagde jo ja med det samme. Men fuld var hun også. Hun havde bare været så ensom hele decemberen. Juleaften hos familien, og nytårsaften samme sted. 2011 blev startet single og ensomt. Lidt for ensomt.
Nu sidder de der. Restaurant. Dyrt er det ikke. Men han er vel også på S.U. som hende. Han var kønnere sidst. Det bliver selvfølgelig ikke sagt. Tavshed. Ligegyldige spørgsmål. Kedelige svar. Vin. Lidt mere vin. Måske er det ikke idag hun finder kærligheden. Et glas vin til. Eller dog. Han er nu ret sød. Hun er varm i kinderne. Om det er en pludselig generthed eller beruset tilstand må tiden vise. Natten er ny, det er hun også. Lidt endnu ihvertfald. Måske finder de kærligheden. Ihvertfald bare idag.
Hvorfor så filans smukt ....
SvarSlet