Hej Helena, jeg elsker dig

Du er ikke min eneste ven. Og jeg elsker også mine andre venner.
Men vi snakkede sammen her forleden. Bare helt normalt.
Og du sagde du elskede mig.
Det har du sagt før.
Men alligevel overrasker det mig altid.
Jeg tror ikke jeg er vant til det.
Du har været en af mine første rigtige venner.
Som ikke er min ven fordi vi blev sat i samme klasse. Eller fordi vores forældre er gamle studiekammerater.
Jeg har selv valgt dig som ven, og du har valgt mig.
Det var først da jeg mødte dig i Fisketorvet med Anne Sofie en januar at det gik op for mig.
At du var en af mine rigtige venner.
At du var en rigtig ven.
For det er du.
Du behandler mig godt. Du vil mig kun godt. Du vil se mig glad, og du gør mig glad så godt som du kan. Og jeg vil gøre dig glad. For når du er glad, er jeg glad. For du betyder nemlig meget for mig. Det gør du.
Og du er fantastisk, Helena. Det er du. Der er ingen som dig.
Og det håber jeg, at du ved.
Og at jeg altid vil være her.
Så hej Helena, jeg elsker dig.

Jeg kan godt lide

• At se kunstskøjteløb med min mor
• Når jeg er ved min moster
• Når jeg endelig kommer hjem efter noget ubehageligt hvor jeg har følt mig utryg
• At jeg hører "It's all over now, Baby Blue" med Bob Dylan
• At læse bag på flasker, shampooflasker, kornprodukter, you name it
• Når jeg er hjemme en mørk fredag aften med min familie
• Morgenradio på P3
• Dig
• Det Elektriske Barometer
• At pille mascara af vipperne
• At krakkelere min neglelak
• Den første slurk af en Pepsi Max når jeg er stresset
• Når jeg endelig får bløde skønne Kleenex når jeg er forkølet efter flere dage med hårdt og ubegaeligt toiletpapir til at pudse den nu ømme næse med
• Når min mor er hjemme fra arbejde
• Skumringer
• Når jeg er 'hjemme' i Frankrig
• Kameraer. Flere kameraer
• En god hår-dag
• Dit smil
• Musik

etc etc etc

Barometer Event

Ih.
Nu skal jeg, fast barometer lytter, til Barometer Event og gratis koncert her på torsdag, ved molen.
Selve stedet er stadig et mysterium (INGEN kender adressen, og kommer kun med åndssvage kommentarer som "i kbh..." "ved molen. Molen. MOLEN" "her i dk et eller andet sted" "min far kører mig........")
Men jeg skal nok finde det.
Jeg kommer med et helt crew.
At vi så kun er omkring 3 der rent faktisk LYTTER til DEB er måske lidt fesent.
Men hey, en gratis koncert for alle er en gratis koncert for alle.
Og hellere at mine venner tager med og får en fed oplevelse sammen med mig, end at jeg skulle tage afsted med få eller endda helt alene.

Jeg glæder mig til at høre Kissaway Trail igen. Sidst var det magisk. Og det var ikke kun fordi jeg havde Christoffer rundt om mig, som jeg var så pisseforelsket i dengang. Næh, også fordi Kissway trail generelt er en pissegodt band. Også uden Christoffer.

Taxi Taxi spiller også. De skulle også være fede live.
Og så kommer jeg til at møde en masse andre barometer børn too. Jeg glæder mig.
Ses vi?

#FRANCE

Det hænder tit, at du glemmer hvor fantastisk en dag, rejse, år etc er når du oplever det. Det hænder også tit, at du først kommer i tanke om det, når det er for sent. Som det her. Det hele var fantastisk, det var det. Dog, vidste jeg, at det var fantastisk. Og at jeg ville have det sådan her senere på året. Savne den dag. Og stemningen. Det gør jeg.

Jeg valgte at filme næsten hele dagen. Det er jeg nu glad for, at jeg gjorde. Der kom denne lille kortfilm ud af det.

Meget kort, meget simpel.

Der var gadefest i den lille lokale by. Ikke min by, Gordes, men en i nærheden. Det var magisk.

Brune øjne.

Måske skulle jeg fortælle om mig, før jeg fortæller om kontakter og alt det fis.
Jeg hedder Maria, og jeg er francofil. Jeg hedder Maria, og jeg har altid følt mig fransk. ...Det forstod du så ikke noget af. Du rynker sikkert på næsen. Det her lyder kiddie, I know.
"Sådan har alle det sguda en gang imellem" hører jeg faktisk tit. Gid det var så vel.
Gid det bare var en gang imellem. Men sådan er det ikke. Ihvertfald ikke med mig.

Men der går ikke en dag, ikke et minut, et sekund uden jeg tænker på det. No shit.
Jeg kan græde lige pludselig, fordi jeg synes det hele er så unfair. Sådan har det altid været. Nu lyder jeg endnu mere kiddie og næsten snobbet.

Du har sikkert hørt om hermofroditter, right? F.eks. en kvinde udenpå men mand indeni. Yeshyesh.
Da jeg var mindre  var jeg helt 100 på, at jeg var født franskmand. Fordi jeg var fandme ikke dansker. Og slet ikke født her. Jeg kunne ikke lide at spise dansk mad, se dansk TV etc, da jeg følte det var fuldkommen imod mig, og at jeg nærmest hånede min nationalitet, Frankrig. Åh Gud, hvor har jeg været besværlig.
Jeg var også helt 100 på, at jeg så har været adopteret.
For dansker? Mig? Not at all. Det var jeg ikke. Og det føler jeg mig stadig ikke som.

Det er underligt at ikke føle sig hjemme i sit fædreland. Det er underligt, at føle sig hjemme i et land du ikke bor i.
Det er irriterende, at skulle tale noget så grimt som dansk med sine forældre. Og at tænke på, at du bor i Danmark. Done give me wrong, jeg elsker Danmark. Men det er ikke mit land. Jaja, du forstår stadig ikke. Hvis jeg læste det her, ville jeg også synes det var latterligt.

Da jeg var mindre kunne jeg græde fordi jeg ikke havde brune øjne. Jeg kunne græde hvis en person i Frankrig talte engelsk til mig, da jeg lignede en turist. Jeg kunne græde fordi min næse så mere og mere skandinavisk ud. Den har ændret sig lidt igen. Heldigvis. Min næse er okay nu. Det er den. Dog, ville jeg ønske den bøjede længere ned. Farve mit hår kan jeg altid. Men mine øjne........ Fanden tage de øjne.
Grå-blå øjne. Skandinaviske øjne. Jeg hader de øjne. Hader øjenfarven.

Jeg kan sagtens leve på en løgn. Det har jeg af en eller anden grund aldrig haft noget imod. Hvis folk bare TROR at jeg er fransk, er det fint med mig. At jeg måske ikke er fransk på papiret? Ja, self gør det mig ked af det. Men bare at folk tror at jeg er franskmand ville næsten være nok.

Det eneste jeg egentlig bør få 'fixet' ved mit udseende er de øjne.

- Og så så jeg her forleden en annonce med farvede kontaktlinser uden styrke.
Min mor viste mig den, med et smil. Et smil, som var det en sjov annonce. Ikke en annonce der... Ja, betød al verden for mig.

Nu har jeg tænkt på dem ligesiden. Tænk at der rent faktisk findes en løsning. En løsning der endda ikke engang er permanent (in case man nogensinde skifter mening, - imod alle mine odds) (hvis jeg fik lov  til en permanent, tro mig, så ville jeg få den)
Jeg har kigget på hjemmesider ligesiden. Og nu har jeg fundet nogle. De er ikke så mørkebrune som jeg gerne ville have dem. Nærmere hasselbrune. Men det er fint for mig. Indtilvidere. Fandens fint. Fandens perfekt.

Nu er det så bare at få min mor overtalt.........

Home alone med lillesøster

Mine forældre er taget off til Malmö, da de vant en rejse dertil.
Fair nok, så kunne jeg tage til homsebar eller fest med no worries.
Men sådan lå landet åbenbart ikke.
For det var da meningen, at jeg skulle passe min 10-årige søster Julie, og min evigt gøende hund. Bah.

Men indtil videre har det været helt ok.
Det går, det går.

Jeg har fået gennemgået ømme familiefotos. De er nu alle på facebook.
Et af mine yndlings, er dog med min mor, min onkel og moster, - som i dette tilfælde er hendes storesøskene.
Jeg finder min onkel, - i midten, fuldkommen priceless.

sexy times, oh yesh.

 Så nu ser jeg frem til en hel weekend med morgen hundeluftning og riste brød til min søster. Men ej, det skal nok blive godt. Vi har brug for at være sammen. Vi snakker ikke særlig meget sammen. Ikke nok.

Single

Hvor lang tid tog det? 17 dage. 17 dage, før vi fik det fucket nok op.
17 dage.
Jamen fedt.
Det underlige er, at det først er nu, jeg indser hvor meget jeg egentlig holdt af dig. Og hvor heldig jeg var. Eller.. Hvis man ser bort fra, at du aldrig havde tid til mig, lol.
Ellers, så ja. Så var jeg heldig.
Men det hele var underligt.
For jeg er slet ikke vant til sådan noget her.
Vant til, at jeg bliver håbløst forelsket i en, og at det så er det.
Jeg MÅ indrømme; Det var lidt et turn-off, da jeg fandt ud af du også var vild med dig.
Jeg tror jeg godt kan lide at "jage". Måske kun fordi det er det jeg er vant til.
Men alligevel var det rart. Meget. - Når du altså var her.
De sidste tre uger var jeg dog en smule i tvivl til tider. Om jeg virkelig ville være kærester med dig. Alle fortalte, at det var helt normalt, sådan som jeg havde det.
Det er, typisk nok, først nu, at jeg egentlig virkelig gerne vil være din kæreste. Og dog. Hvis du spurgte igen nu? - Ville jeg nok sige nej.

Jeg vil jo gerne være din ven. Meget gerne. Men samtidig vil jeg gerne elske dig, og blive elsket af dig. At kysse og blive kysset af dig. Men sådan skal det så åbenbart ikke være. Jamen fedt.

Men sådan er det altså nu. Og selvom jeg ved du stadig er vild med mig, er og bliver det sådan her.

Jeg er hjemme idag, Kanelsnegle og min farmor

Idag er jeg hjemme. Jeg tog ikke i skole. Dumt, når man tænker på, det kun er min 2. uge efter sommerferien.
Men jeg vågnede med en tung og helt ødelagt krop. Havde slet ikke sovet om natten, havde ondt i maven, ondt i hovedet, ondt over det hele, og bare tanken om at skulle i skole når man havde det sådan her, fik mig til at tude. Det er ellers ikke sket før.

Jeg faldt i søvn på sofaen, så snart de andre var taget afsted. Gik endda glip af DR. Phil (oh damn.).
Vågnede ved en 12-tiden, og gik igang med at bage kanelsnegle (eller nærmere kanelbullar, da de ikke er formet som snegle) Det kan jeg godt lide. Elsker at bage, især når man ved ens farmor kommer på besøg i aften, og at man VED hun vil elske dem.
Jeg elsker at bage for folk. Og jeg elsker min farmor. Hun er en sej ladylady, gotta say.
84, født med et handicap, og har levet et mere nice liv, end mange andre med (og uden) hendes skæbne nogensinde ville kunne opleve.
Hun går stadig ud og shopper. Hun er smart. Ikke en lille hjælpeløs kvinde i barret, med stok, som sidder i bussen og mumler for sig selv i vrede. Næh. Min farmor tager til strøget. Næsten hver dag. Hun tager i Tivoli når hun har lyst. Går rundt i dens park, og spiser i Grøften. Hun har beundrere der er mindst 20 år yngre end hun.
Hun går smart klædt. - Når man tænker på hvor slemt det kunne være.
Store smarte hatte som var det taget ud fra "My Fair Lady". Smarte sæt i lyserødt med store kunstige blomster i form af brocher.
Jeg kunne sagtens fortælle alt hvad min farmor har fortalt mig om sit liv. Og det er, som hun selv har sagt, kun den lille del.
Men kære blog, så ville jeg have været nødt til at skulle skrive dette indlæg de næste par måneder. Jeg lyver ikke. Min farmor har oplevet så fandens meget.
Fra at miste sin mand, til Nazi-soldater der lånte hendes kælk om vinteren, til at blive sendt på kostskole fordi hendes papmor ikke elskede hende, til at finde sin mor igen mange år efter til at finde ud af, at hun ikke kan genkende sin egen datter. Min farmor er sej. Det vil jeg faktisk gerne indrømme. Hun er mega sej.

Kaffe

Nu er jeg også begyndt at drikke kaffe. Først noget jeg begyndte at kunne lide, for nogle år siden.
Før det, var kaffe noget af det værste.
Bortset fra iskaffe. ...Men nu jeg tænker tilbage på det, var det kun fordi der var store klumper hasselnødsis i kaffen. ...Og nu jeg tænker videre, åd jeg kun isen. Such a sweet fat kid ♥

Men nu er jeg begyndt på det. Det læsker. Smager dejligt. Er sundere end så meget andet, både kaloriemæssigt og helbredsmæssigt.
Og så får man et lille skud energi. Siger folk. Det har jeg nu slet ikke kunne mærke. Måske, er jeg blevet helt immun overfor energi-drikke etc, da jeg indtager så mange af dem. Jeg har lyst til at sove. Og har drukket 5 kopper. Jeg græmmes.

Back on track!

Min gamle blog gik der noget helt galt med. Hvad, forstår jeg heller ikke.
Men nu er jeg tilbage. Back on track!
Så er det bare at få gang i noget skriveri.
Gang i alt det med at skrive ned igen.
Som da man var lille. Og skrev i sin dyrebare dagbog. Med nøgle. Og duftende papir. Stærkt parfumeret. Hvordan man altid lovede dagbogen, at man ville skrive i den hver dag, lover jeg også dig, blog, at jeg vil skrive i dig så ofte som muligt. Dette skal ikke kikse. Du skal ikke være som mine gamle dagbøger. Dagbøger man først tog frem igen når noget var gået galt, og man havde brug for at få sine tanker skrevet ned. Ikke sådan. Ikke her.